Nu begynder Sønderborg rejsen mod DGI Landsstævnet 2029

Deltagerne bød ind med tanker og idéer til rammerne for Landsstævnet

Deltagerne bød ind med tanker og idéer til rammerne for Landsstævnet

25. november 2025 DGI Landsstævne Skrevet af: Sissel Vinther

Der er stadig mange år til, at DGI Landsstævnet 2029 fylder Sønderborg med deltagere fra hele landet, men forberedelserne er allerede sat i gang. På temaftenen, der blev holdt tirsdag aften for at samle idéer og input til stævnet, var borgere, foreninger og frivillige mødt frem, og stemningen bar præg af, at forventningerne allerede er høje, selvom stævnet stadig ligger ude i fremtiden.

Et af emnerne for de otte workshops var bæredygtighed, og her blev der talt om plastik, madspild og lokale råvarer. Deltagerne pegede på bionedbrydelige alternativer, grønnere madløsninger og stærkere samarbejder med lokale fødevarevirksomheder, mens transport fyldte mindst lige så meget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her satte Henrik Wendelboe, formand for Fynshav Havnebad og gymnast i Dybbøl Idræts- og Ungdomsforening, ord på en tanke, mange bakkede op om:

“Hvis man ser på det gennem ProjectZero-brillerne, så har Sønderborg en chance for at inspirere resten af Danmark, og så skal vi turde tage nogle drastiske skridt. Ingen af de andre landsstævner har haft bæredygtighed som tema, og det gør vores situation unik. Vi er den eneste ProjectZero-by i landet, og derfor giver det mening at tage nogle mere drastiske skridt – som gratis transport fra hele Danmark og langt mindre bilkørsel i byen”, fortæller han til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Casper Rasmussen, chef for Kultur- Idræt- og Fritid i Sønderborg Kommune, lagde vægt på, at Landsstævnet ikke kun handler om sportslige aktiviteter, men også om at vise, hvem Sønderborg er.

Han pegede på tre ting, der bliver centrale for byen: historien, bæredygtigheden og fællesskabet. De tre elementer, forklarede han, giver Sønderborg en mulighed for at vise både lokale og gæster, hvad byen står for, og hvordan foreninger, kultursteder og frivillige kan spille sammen om noget større.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved bordet med temaet ‘Det historiske Landsstævne’ kom der forslag til, hvordan Sønderborgs historie kan tænkes ind i stævnet. Forslagene spændte fra at få kongeskibet til at lægge til i samme periode til at koble stævnet sammen med løb som Gendarmløbet. Der blev også nævnt det sønderjyske kaffebord og historiske infotavler med billeder og videoer.

Her fremhævede Solvejg Ravn fra Lokalhistorisk Arkiv i Ulkebøl især Kær Vestermark. Hun nævnte, at området allerede er indrettet til store arrangementer, hvilket gør det let at tage i brug:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Området er fuld af historie, særligt fra 1864, og det giver en chance for at væve historien ind i selve oplevelsen”.

For nogle af deltagerne handlede aftenen om at skabe plads til fællesskaber, der ikke nødvendigvis forbindes med idræt.

“Kor falder måske ikke naturligt ind i et program fyldt med idræt, men det er stadig en del af det liv, der findes her. Jeg håber, at der også bliver plads til aktiviteter, der viser det kulturelle miljø i Sønderborg, uden at det bliver en kulturnat, men som en del af helheden”, siger Jeppe Reeves, formand for Sønderjysk Pigekor og Drengekor.

Artiklen fortsætter under annoncen

Annemarie Michelsen fra DGI fortalte, at Landsstævnet netop har været afholdt i Vejle, og at oplevelsen derfra viser, hvad der venter Sønderborg. Hun forklarede, at Landsstævnet 2029 bygger på fire dage fyldt med opvisninger, turneringer, koncerter og fællesskab, og at det særlige ved stævnet er, at deltagerne ikke bare kigger på – de er en aktiv del af det hele.

Selvom 2029 kan virke langt væk, viste temaftenen, at interessen allerede nu er stor. Idéerne var både praktiske, kreative og modige, og de pegede alle mod et Landsstævne, der kommer til at bære præg af Sønderborgs egne kræfter, identitet og fællesskaber – og som allerede nu bygger fundamentet til det stævne, der kommer til at sætte sit præg på byen i 2029.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...