Et personligt og samfundsaktuelt emne kommer i centrum, når DSU Sønderborg og Socialdemokratiet Sønderborg inviterer til åbent arrangement i Multikulturhuset tirsdag den 19. maj.
Her får deltagerne mulighed for at møde journalist og forfatter Deniz Serinci, som vil fortælle om sin opvækst som barn af forældre i et tvangsægteskab og om de erfaringer, der senere fik ham til at tage afstand fra social kontrol.
Arrangementet har titlen ‘Mig – et barn af et tvangsægteskab’ og sætter fokus på blandt andet social kontrol, kultur og ligestilling. Emner, som fortsat skaber debat både politisk og i samfundet generelt.
I oplægget fortæller Deniz Serinci blandt andet om at være født af kurdiske forældre, som blev tvangsgift som 16-årige, og om en opvækst præget af social kontrol.
Han kommer også ind på personlige erfaringer med familiemedlemmer, der begik eller forsøgte at begå æresdrab, samt hvordan oplevelser efter gymnasietiden ændrede hans syn på kultur og social kontrol.
I dag bruger han sine erfaringer til at advare mod social kontrol og bidrage til debatten om ligestilling. I 2024 blev han desuden udpeget af ligestillingsminister Marie Bjerre til at indgå i komitéen, der udpeger modtageren af årets Ligestillingspris for arbejdet mod blandt andet social kontrol.
Arrangementet åbent for alle interesserede, og der kræves hverken tilmelding eller medlemskab af hverken DSU eller Socialdemokratiet for at deltage.
Aftenen finder sted i Multikulturhuset i Sønderborg tirsdag den 19. maj 2026 fra klokken 19 til 21.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















