Sahva holder åbent hus og viser ny fodscanner frem

21. november 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

En ny, avanceret fodscanner skal nu gøre livet lettere for de sønderborgensere, der har smerter i fødderne. Smerter, der for eksempel skyldes knyster, hælsmerter, eller at man er platfodet, kan ofte afhjælpes med det rigtige indlæg i skoen, men mange ved ikke, at der findes enkle, effektive løsninger.

Torsdag den 29 november inviterer Sahva i Sønderborg til åbent hus fra klokken 8 til 17, hvor alle interesserede kan kigge forbi og få en gratis fodanalyse og lidt godt til ganen.

“Man kan komme ind fra gaden, tage skoene af og gå en tur på scanneren. Umiddelbart efter kan vi analysere dataene og komme med et overblik over, hvad eventuelle smerter kommer af, og hvad man kan gøre for at afhjælpe dem. Vi oplever, at rigtig mange har ondt i fødderne helt unødvendigt. Ofte kan et lille fodindlæg faktisk rette hele kroppen op”, siger Heidi Hansen, der er butikschef i Sahva i Sankt Jørgens Gade.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fra stående til gående

Som noget nyt kan Sahva i Sønderborg nu analysere selve afviklingen af dine skridt. I forhold til tidligere, hvor kunderne skulle stå stille på en glasplade, så man kunne se, hvordan vægten fordelte sig, kan man med den nye fodscanner måle, hvordan foden bliver belastet, når man går.

“Den nye scanner gør, at specialisterne i butikken i Sønderborg kan lave en dynamisk fodanalyse, hvor kunden går henover pladen. Med det nye præcise udstyr kan de levere en grundigere vurdering end tidligere, og resultatet af scanningen visualiseres tydeligt, så kunden får et godt indblik i problematikken”, forklarer klinisk konsulent Kim Eriksen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mere præcise resultater kræver bredere udvalg

Den nye scanner har 4096 sensorer, der hver med 300 målinger i sekundet nøjagtigt undersøger, hvordan vægten i de afviklede skridt fordeler sig. Det giver præcise og sikre resultater.

“I tråd med, at vi kan lave endnu mere grundige og detaljerede fodanalyser, har vi også udvidet sortimentet af indlæg og sko for at imødekomme endnu flere kunders fodproblematikker”, siger Heidi Hansen, der opfordrer alle, der har ondt i fødder, ankler eller knæ og ikke ved hvorfor, til at benytte sig af muligheden for en gratis fodanalyse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sahva er – med mere end 40 klinikker og butikker fordelt over hele landet – Danmarks største udbyder af kropsbårne hjælpemidler. Virksomheden, som består af fagligt dygtige specialister i kroppens bevægelighed, har mere end 140 års erfaring.