Nu reagerer SF-Sønderborgs partiforening på gårsdagens udmelding om, at SF’s spidskandidat til kommunalvalget, John Brandt, har valgt at trække sig, og SF langer hårdt ud efter Venstre.
”John Brandt har fra Venstres Mads Hagen i pressen været udsat for en så ubehagelig personlig hetz, så det er forståeligt nok, at det har fået ham til at opgive sit videre politiske engagement. Det er vi i SF meget kede af. Og temmelig vrede på Venstre over”, skriver Jørgen Jørgensen på vegne af SF-Sønderborgs partiforening.
John Brandts beslutning om at trække sig som spidskandidat og formand for SF Sønderborg skete efter en intens medieopmærksomhed på hans fortid, som han ikke ønsker skal skygge for hans politiske arbejde, udtalte John Brandt i går.
”Vi er kede af det, fordi vi i SF kender John som en vidende, humoristisk og dejligt selvironisk fyr, med en meget vindende personlighed, med stor empati og medfølelse for udsatte grupper i vores samfund. En rigtig SF’er”, skriver Jørgen Jørgensen og langer ud efter Mads Hagen, der er suppleant i Venstres byrådsgruppe, efter at han i et læserindlæg skrev, at han mente, at SF svigter vælgernes tillid.
”At Venstre så finder det odiøst, at John i sine teenageår, hvor han gennemgik en personlig krise, hvor han blandt andet kæmpede med sin seksuelle identitet for at finde sit jeg, en kort overgang flirtede med Danskernes Parti, ja, det er skuffende. Det er faktisk under lavmålet. Venstre kalder sig et liberalt parti. Men det er en falsk varebetegnelse, kan vi konstatere”, skriver Jørgen Jørgensen og fortsætter:
”At være liberal vil sige at være frisindet, rummelig, tilgivende og tolerant overfor andre. Venstre i Sønderborg er det modsatte. Fordomsfuldt, fordømmende og selvretfærdigt”.
John Brandt tager i dag skarp afstand fra sin fortid og har tidligere fortalt, at det at stille op for Danskernes Parti er noget af det, han fortryder allermest i sit liv, og at han har været åben om sin fortid overfor SF, og det bekræfter Jørgen Jørgensen fra partiforeningen SF-Sønderborg:
”Da John Brandt for flere år siden meldte sig ind i SF, var han fra første dag åben om sin fortid, så han har ikke skjult noget for os. Men vi SF’ere er jo, modsat Venstre, frisindede, rummelige og tilgivende, med stor tro på det gode i mennesker og på at give alle en hjælpende hånd”, skriver Jørgen Jørgensen fra partiforeningen SF-Sønderborg.
SF-Sønderborg skal nu i gang med en intern proces med at vælge en ny spidskandidat til kommunalvalget.




















