Sigurd Barrett lægger vejen forbi Sønderborg med sit nyeste show ’Sigurds rumrejse’. Det sker mandag den 13. oktober 2025 på Sønderborg Teater med en teaterkoncert, der kombinerer musik, fortælling og smarte hologrammer.
Sigurds rumrejse bygger videre på bogen ’Sigurd fortæller om rummet’ og med sin velkendte blanding af musik, nærvær og formidling i øjenhøjde, inviterer Sigurd Barrett publikum med på en fortryllende rejse ud i rummet, hvor universets mysterier folder sig ud.
”Allerede som barn blev jeg fanget af rummets uendelige mysterier. Det er en fascination, der har fulgt mig lige siden. Med Sigurds rumrejse vil jeg invitere børn og voksne indenfor i en forunderlig verden, der ellers kan virke svær at forstå for os alle. Mit håb er, at forestillingen ikke blot underholder, men også vækker en dybere interesse for rumfart og naturvidenskab”, siger Sigurd Barrett om forestillingen.
Sigurd Barrett har gennem flere årtier begejstret både børn og voksne med sine hjertevarme og eventyrlige univers, der forbinder musik, fortællinger og læring. Til koncerten har han sammen med sin faste musikalske makker, guitaristen Eskild Dohn, skabt 16 helt nye sange, som alle kan synge med på.
Forestillingen er støttet af Novo Nordisk, og udviklet i samarbejde med DTU Space, astronaut Andreas Mogensen samt andre eksperter inden for astronomi, astrofysik og rumfart. Det hele er instrueret og produceret af Louise Schouw.
Teaterkoncerten finder sted den 13. oktober klokken 15:00 på Sønderborg Teater. Billetter kan købes på Sønderborg Teaterforenings hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















