Skal I være med i Det Virtuelle Helteløb?

4. juni 2020 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Det er fuld fart frem og godt humør, når Danmarks små og store superhelte løber afsted til Det Virtuelle Helteløb i Sønderborg den 13. og 14. juni. Det Virtuelle Helteløb er et familieløb, hvor det ikke handler om at nå først i mål, men derimod om at have det sjovt under løbet, imens man gør en forskel for indlagte børn i Danmark.

Klar, parat, start

Der kommer sus i heltekapperne, hvad enten man vælger at spurte, gå, hinke eller hoppe sig gennem ruten. Til Det Virtuelle Helteløb er der plads til alle, og I vælger derfor selv den rute, som passer bedst til jeres familie. Om det er 1 km, 3 km, 5 km eller 10 km, og om I vil løbe på vejen, på stranden eller i skoven er helt op til jer. Til Det Virtuelle Helteløb bliver alle deltagere forvandlet til superhelte med heltemasker og heltekapper i enten blå, grøn, orange, pink eller gul farve. Inden løbet er der selvfølgelig virtuel opvarmning med Legeheltene, så alle er varme og helt klar, når ruten skal tilbagelægges. Alle helteløbere vil desuden få tilsendt et startnummer samt et diplom.

Artiklen fortsætter under annoncen

 ”Det Virtuelle Helteløb skal være en sjov og aktiv oplevelse for børnene og deres forældre, hvor de får lov til at boltre sig og give den gas som superhelte i en tid, hvor mange aktiviteter er aflyst grundet coronasituationen. Det Virtuelle Helteløb er et alternativ til de Helteløb, Børneulykkesfonden normalt afholder hen over foråret og sommeren, men som vi desværre også har været nødt til at aflyse. Med Det Virtuelle Helteløb har vi dog stadig muligheden for at skabe et fællesskab, hvor folk løber sammen men hver for sig, og det er vi utrolig glade for”, siger Børneulykkesfondens generalsekretær Henriette Madsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

 Løb til fordel for indlagte børn

 Prisen for at deltage i Det Virtuelle Helteløb er 100 kr. pr. deltager, som går til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene. Legeheltene arbejder for at skabe mere aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark.

Formålet med løbet er både at inspirere familierne til at komme op af sofaen og komme ud og være aktiv – også i disse coronatider. Samtidig skal løbet sætte fokus på Legeheltenes arbejde rundt om på de danske hospitaler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan læse mere og tilmelde dig på Helteløbets hjemmeside.

Øverst: Løb afsted som en ægte superhelt til Det Virtuelle Helteløb. Foto: Børneulykkesfonden.