Skolehaver i Fiskbæk skal indvies på onsdag

22. maj 2017 Gråsten Skrevet af: Ole Kæhler

Når skolehaven Haver til Maver i Fiskbæk officielt åbnes af borgmester Erik Lauritzen på onsdag, er den allerede en kæmpestor succes. Sønderborg Kommune har nemlig tilbudt folkeskolernes 4. og 5. klasser at få en sæson i køkkenhaven og havde håbet på, at 12 klasser meldte sig.

”Men vi blev simpelthen væltet af interesserede lærere og klasser. Vi måtte skynde os at sætte bremserne i, da 20 klasser havde booket en skolehave. Hver klasse skal så grøntsager, passe deres havestykke og lave mad af de grøntsager, de dyrker. Det er et koncept, som i den grad er blevet godt modtaget”, siger pæd. adm. konsulent Finn Bruncke i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg synes, det er et fantastisk projekt, som i den grad kombinerer oplevelser i naturen med konkret, fagligt udbytte. Klasserne sår i foråret, mens de går i 4. klasse og følger så deres have, inden de høster i efteråret. Hver klasse tager ud til sin have otte gange, og det glæder mig meget, at det er lykkedes at sikre transport til klasserne, så de kan være med uanset geografi. At skolerne så oven i købet har taget så godt imod tilbuddet. Det er bare super”, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Erik Lorenzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når haven officielt åbner onsdag kl. 15.30-17.00, er alle velkommen til at komme og se skolehaven med gulerødder, radiser, rødbeder og bønner, der pibler frem af jorden. Skoleelever, som har været med til at så, er med og kan fortælle om, hvad de arbejder med, lærer og oplever i Haver til Maver.