Slesvigsk Parti vil tage deres del af ansvaret for Flensborg Fjord

Flensborg Fjord. Arkivfoto: Ole Kæhler
Flensborg Fjord. Arkivfoto: Ole Kæhler
10. september 2024 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Danmarks Naturfredningsforening sender i disse dage en stafet fra fjord til fjord med budskabet om, at vores fjorde har det skidt. Stafetten ankommer til Christiansborg efter 30 dage og budskabet er klart: Red vores fjorde!

Det er et nødvendigt opråb. For selv om alt ser idyllisk ud på overfladen, kæmper Lillebælt, Alssund og Flensborg Fjord med at få luft. De store mængder næringsstoffer har bidraget til at ødelægge havmiljøet. Det er nu, vi skal puste liv i vores indre farvande, og det er på høje tid, at vi retter op på politisk forsømmelse, skriver Slesvigsk Parti i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi er alle i samme båd, hvis vi vil sikre ilt, fisk og rent vand i fjord, sund og bælt. For eksempel har Flensborg Fjord brug for en fælles indsats, som alle involverede aktører – både på dansk og tysk side – kan stå sammen om. Der kan hentes inspiration fra Flensborg Fjord-kommissionen. Meget er sket siden kommissionen blev stiftet for 50 år siden, men fjordens tilstand kræver stadig en koordineret og formaliseret indsats på tværs af grænser.

Ideen om at løfte Flensborg Fjord ud af dyndet med et INTERREG-projekt er et vigtigt skridt. Og det er godt, at initiativet om at gøre Flensborg Fjord til UNESCO Biosfære-område er på budgettet i Aabenraa Kommune. Flere kommuner bør følge efter og flere aktører bør signalere, at de er klar til aktivt at forbedre det skrantende havmiljø i vores unikke fjord.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Slesvigsk Parti vil vi tage vores del af ansvaret og investere i en bæredygtig fremtid for Flensborg Fjord. Samtidig vil vi minde regeringen om, at handling ikke må forsinkes – især når akut hjælp er nødvendig. Tiden er inde.