Lørdag var der soldater på Sønderborg Slot og de var klædt på, som soldater var i Den Store Krig og de fortalte publikum om soldaterlivet 1914-1918.
“Vi har valgt at have fokus på de ting der foregik før og efter krigsudbruddet i 1914. Vi kigger på de spor krigen satte i det sønderjyske samfund med traumatiserede hjemvendte soldater og drager paralleller til de livsvilkår, der var nord og syd for grænsen i krigsårene og under Den Spanske Syge”, sagde en medarbejder fra slottet.
Dagen blev desuden krydret med adskillige foredrag og oplæg.
Da krigen i 1914 brød ud i Europa, forventede alle en hurtig krig, som ville være ovre inden jul. Virkeligheden blev en ganske anden. Krigens parter blev hurtigt låst fast i en skyttegravsfront, og et kapløb om at gennembryde dødvandet resulterede i en rivende krigsteknologisk og taktisk udvikling, som gjorde krigen tiltagende brutal.
Nordslesvig, Sønderjylland, var del af Tyskland og derfor af krigen
35.000 sønderjyske mænd blev indkaldt til krigstjeneste under den tyske fane. 6000 blev dræbt, 4000 varigt invalideret og imens holdt kvinder og børn hjemmefronten. Næsten alle sønderjyske familier havde mænd ved fronten og hjemme blev livet helt anderledes med savn, sorg og varemangel, mens kvinderne fik ansvar og opgaver, der i fredstid mest blev varetaget af mænd.
Første Verdenskrig fylder stadig meget i mange sønderjyders bevidsthed. Både på grund af smerten og på grund af, at den banede vejen for en demokratisk grænse mellem Danmark og Tyskland.
Her er der billeder fra slottet.