Regeringen foreslår at give byrådene i de større byer mulighed for at indføre et forbud mod gamle brændeovne i områder med kollektiv varmeforsyning og der er lagt op til, at kommunerne kan lave forureningsfri zoner, hvor der kun må køre el- og brintkøretøjer – og også at dieselbiler kan forbydes i miljøzoner i byer.
Udspillet blev præsenteret på et pressemøde onsdag. Regeringen vil have stoppet luftforureningen i de større byer.
SønderborgNYT har spurgt byrådets partier, om de overvejer at forbyde kørsel med dieselbiler i Sønderborg by og også om de overvejer at forbyde brændeovne i områder med fjernvarme. Regeringens udspil går helt i tråd med Sønderborgs ProjectZero-vision, hvor et samlet byråd bakker helt og fuldt op om, at Sønderborg skal være CO2-neutral i 2029.
”Jeg tænker, at vi skal se detaljerne i de to forslag. Det er et klart signal om, at regeringen vil den vej og det er stærkt. Men jeg mener ikke, at vi her og nu kommer til at forbyde dieselbiler i byen. Vi skal arbejde på mindre tung trafik i byen og når der er udviklet andre løsninger – elkøretøjer til varetransport – så kan det blive aktuelt. Ikke her og nu”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
”Brændeovne. Nej ikke forbud isoleret i Sønderborg, men igen er det et klart signal, at man skal forberede sig på at brændeovne udfases over tid”.
Tage Petersen fra Venstre er heller ikke klar med et rødt kort til dieselbilerne.
“Transportområdet skal også bidrage til den grønne omstilling, men jeg mener ikke, at tiden er inde til et forbud mod dieselbiler i byer af Sønderborgs størrelse”, siger Tage Petersen til SønderborgNYT efter han har nærlæst regeringens udspil.
”Jeg kan bedre lide gulerod end pisk og vi kunne som kommune i stedet gå foran med et godt eksempel og beslutte at kommunens bilpark i forbindelse med den løbende udskiftning, fremover udelukkende skal bestå af elbiler. Derudover skal infrastrukturen for ladestandere være i orden, og vi kunne vi også ved forskellige tiltag animere flere til at tage cyklen inde i byen”.
Fælleslisten mener ikke at det lige nu er tiden til at forbyde dieselbiler i byen og heller ikke brændeovne i fjernvarmeområdet.
“Men det giver da mening på sigt og så skal vi som kommune gå foran og investere i elbiler og ladestandere”, siger Aase Nyegaard.