Sct. Marie Kirkes Motetkor inviterer til gratis korkoncert med stemningsfulde toner af barok og moderne, meditativ musik. Det sker søndag den 10. maj i Sct. Marie Kirke.
Motetkoret ledsages denne eftermiddag af Kristina Hindø på cello og Steen Wrensted Jensen på orgel, og sammen skaber de et rum til ro og refleksion, når de fremfører koncert med Bachs mesterværk ’Jesu, meine Freude’ i centrum. Som kontrast til barokkens kompositioner fremfører koret også Arvo Pärts ’Da pacem Domine’, som har en mere meditativ stil.
Koncerten byder på en rejse gennem forskellige musikalske epoker og følelsesmæssige landskaber, som udfolder sig i det store kirkerum. Det bliver en særlig musikalsk oplevelse for alle musikelskere og kirkegængere.
Publikum kan også opleve en præsentation af kirkens nye orgelpositiv, som organist Julian Mallek indvier med Pachelbels Variationer over ’Christus der ist mein Leben’. Det er en unik mulighed for at høre det nye instruments klange spille sammen med kirkens akustik.
Korkoncerten finder sted søndag den 10. maj 2026 klokken 16:00 i Sct. Marie Kirke i Sønderborg. Det er fri entré, og alle er velkomne.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















