Sønderborg er den mest erhvervsvenlige kommune i Sønderjylland

6. september 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Årets landsdækkende erhvervsundersøgelse fra Dansk Industri ‘Lokal Erhvervsvenlighed 2023’ slår fast, at erhvervsvenligheden i Sønderborg Kommune er god – og bedre end sidste år. I år lander Sønderborg Kommune på en 16. plads, som er en fremgang fra sidste år, hvor Sønderborg fik en 20. plads.

97 Sønderborg-virksomheder har deltaget i undersøgelsen, og besvarelserne repræsenterer minimum 4.360 arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 19 procent. Som tidligere undersøgelser viser, er der nogle områder, der er blevet bedre, mens andre er blevet dårligere.

Artiklen fortsætter under annoncen

På spørgsmålet om ‘sagsbehandling’ er der stor fremgang at spore, når virksomheder henvender sig til kommunen for at få behandlet en sag. Sidste års tal var 21, men i år er tallet 7. Også ‘den grønne omstilling’ springer frem på listen fra sidste års 20. plads til en 10. plads i år, når der måles på, om erhvervslivet fremstiller og udvikler nødvendige løsninger til den grønne omstilling.

Desuden er Sønderborg Kommune blevet bedre til at kommunikere og skabe dialog mellem erhvervslivet og kommunen. I år ligger Sønderborg Kommune på en 20. plads, modsat sidste års placering som nummer 32 og dermed kvitterer virksomhederne for, at væsentlig information fra kommunen formidles hurtigt og klart, så virksomhederne får relevante oplysninger om for eksempel planlagte bygge- og anlægsprojekter, kommunal service og nye lokalplaner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selvom der er fremgang på mange målepunkter for Sønderborg, er der også udfordringer, når det handler om et godt lokalt vejnet og en velfungerende kollektiv trafik. Her er det gået tilbage fra en 26. plads i 2022 til en 32. plads i 2023. De deltagende virksomheder i undersøgelsen vender også tommelfingeren nedad, når det handler om at lade private leverandører byde på kommunale opgaver. I år er Sønderborg Kommune faldet til en 62. plads mod sidste års placering som nummer 48.

Sønderborg Kommune går også tilbage i målingerne, når virksomhederne bliver spurgt om de fysiske rammer, når virksomhederne skal udvide, samt lokale skatter, afgifter og gebyrer, der er vigtige parametre for virksomhedernes konkurrenceevne. Her falder Sønderborg fra en 17. plads i 2022 til en 25. plads i 2023.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pilen peger også nedad, når virksomhederne skal bedømme Sønderborg Kommunens evne til at sikre, at fremtidige lokale medarbejdere får de uddannelsesmæssige kompetencer, som virksomhederne efterspørger. I år ligger Sønderborg på en 41. plads, hvilket er en tilbagegang fra 2022-placeringen som nummer 30.

Formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk, er meget tilfreds med målingen fra Dansk Industri, men placeringen på uddannelsesområdet vækker bekymring.

“Jeg er ikke så glad for placeringen på uddannelse. Det er lidt bekymrende, at vi går tilbage i denne kategori, fordi det primært skyldes et faldende optag på de erhvervsfaglige uddannelser. Og selv om det er en national tendens, så er det kompetencer, vi kommer til at mangle i fremtiden, hvis de unge ikke vil være smede, elektrikere, murere og lignende. Vi må intensivere indsatsen i tæt samarbejde med erhvervslivet og skolerne, så vi kan skabe bedre rammer for de unge”, siger Kjeld Stærk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formand for Sønderborg Vækstråd, Henrik Raunkjær, der også er bestyrelsesmedlem i Industrigruppen Sønderborg, ser også udfordringer på uddannelsesområdet.

“På industriens vegne er jeg ked af, at vi som en stærk industrikommune ikke lykkes med at få de unge til at vælge erhvervsfaglige uddannelser. Det er en opgave, vi skal løse i den fortsatte dialog, vi har med kommune og skoler”, siger Henrik Raunkjær.

Sønderborgs borgmester glæder som over resultatet af årets landsdækkende erhvervsundersøgelse fra Dansk Industri  og at erhvervsvenligheden i Sønderborg Kommune er god og bedre end sidste år.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er flot med en 16. plads i DIs årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed, som betyder, at Sønderborg Kommune har den bedste erhvervsvenlighed i Sønderjylland. Det er jeg stolt over. Samtidig er jeg meget glad for, at virksomhederne tilkendegiver, at de er godt tilfredse med kommunens overordnet erhvervsvenlighed, for det viser, at vores rejse mod at skabe et godt erhvervsklima er lykkedes. Fordi vi hele tiden som kommune – både politikere og medarbejdere – har et stærkt fokus på gode rammer og vilkår, så det er attraktivt for virksomheder at drive forretning i Sønderborg Kommune. Og det bliver ikke mindre flot af, at alle kommuner hele tiden prøver på at forbedre sig”, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

“Sønderborg Kommune placerer sig i den bedste femtedel med erhvervsvenlighed her i landet, og det er rigtig flot. Men årets undersøgelse understreger også, at det er en vedholdende indsats, der skal til”, siger formanden for DI Sønderjylland, Tommy Seeberg, i en pressemeddelelse og roser Sønderborg for fokus på den grønne omstilling, hvor Sønderborg rykker 10 pladser frem, og er nu blandt de 10 bedste i landet.

“I en tid med udfordringer med klima og energi, er det helt centralt, at indsatsen for den grønne omstilling er i fokus. Og Sønderborg kommunes målsætning om at være CO2 neutral i 2029 bliver også belønnet af de lokale virksomheder, som giver kommunen flotte karakterer”, siger Tommy Seeberg.

28. april 2024 Frivillige, Sønderborg

Flere end 130 gik for Scleroseforeningen

28. april 2024 Frivillige

Inge Buhl fra Augustenborg var iblandt de flere rnd 130, der søndag gik en tur på enten godt to eller godt fire kilometer for at støtte Scleroseforeningen, som havde arrangeret turen, You Go. “Vi meldte os mest af alt for at støtte. At vejret så var fantastisk og gjorde turen ekstra god, er en sidegevinst”, […]

Læs mere...