Sønderborg er tæt på målet i byggesagsbehandlinger

24. februar 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Der er stor forskel på, hvor lang tid de sydjyske kommuner er om at give grønt lys til at bygge et nyt hus eller en ny kontorbygning. Haderslev er hurtigst, hvorimod Vejen har den længste ventetid i Sydjylland.

Mens Haderslev Kommune sagsbehandler byggetilladelser på i gennemsnit 14 dage, så tager det i gennemsnit 43 dage i Vejen. Også i Billund, Fredericia og Kolding kræver det en god portion tålmodighed at vente på grønt lys til at bygge et nyt hus til familien eller en ny lagerhal til virksomheden. Her er den gennemsnitlige ventetid 36 dage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

I Aabenraa ventetiden i gennemsnit 32 dage.

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunen har modtaget alle oplysninger i forhold til byggesagen og byggesagen dermed er fuldt oplyst. Ventetiden skal derfor vurderes ud fra, at det udelukkende er den tid, som kommunen bruger på at behandle byggesagen. Ifølge Dansk Byggeri Sydjylland bør den gennemsnitlige ventetid i kommunerne som hovedregel ikke overstige 14 dage.

Sønderborg er tæt på

Artiklen fortsætter under annoncen

“Haderslev er den eneste kommune i Sydjylland, der kan leve op til det. Sønderborg med 20 dage tæt på. Jeg håber, at alle vores sydjyske kommuner vil arbejde for at nå i mål med en gennemsnitlig ventetid på 14 dage. Haderslev har vist, at det kan lade sig gøre”, siger Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri i Sydjylland.

På landsplan er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid det seneste år steget fra i gennemsnit 46 dage til 50 dage. I Sydjylland er den gennemsnitlige ventetid faldet fra 29 dage til 28 dage.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Retningen er rigtig, og en del kommuner andre steder i landet har længere ventetider end vores sydjyske kommuner. Men uanset hvordan det ser ud andre steder i landet, så kan vi ikke være tilfredse med, at det i flere kommuner tager mellem én og halvanden måned i gennemsnit at få grønt lys til at bygge”, siger Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri Sydjylland.