Sønderborg Kommune styrker nu det tætte samarbejde med lokale virksomheder, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner for at få flere borgere i arbejde og samtidig sikre den nødvendige arbejdskraft til erhvervslivet. I fem år har indsatsen Sønderborg i Arbejde vist, at fælles handling giver konkrete resultater – og nu bliver indsatsen opdateret og udvidet med Sønderborg i Arbejde 2.0.
Siden 2020 har målet været klart: at skabe en mere inkluderende vej til arbejdsmarkedet, hvor ingen borgere efterlades uden for fællesskabet, og hvor virksomhederne får den hjælp, de har brug for. Resultaterne er til at tage og føle på. Flere borgere er kommet i arbejde, flere medarbejdere bliver fastholdt – og sygefraværet er faldet. En af de mest markante indsatser, Rejseholdet, har været med til at forkorte eller helt undgå næsten 1.200 sygedagpengeforløb. Det har skabt stor værdi for både virksomheder, borgere og kommunen.
Ifølge socialdemokratiets Jan Prokopek Jensen som også er formand for Arbejdsmarkedsudvalget, er det netop de positive erfaringer, der har gjort det naturligt at tage næste skridt:
“Vi har set, at samarbejdet virker. Det har været med til at forebygge sygefravær, støtte virksomheder i en svær rekrutteringssituation og hjælpe flere borgere videre i job. Med version 2.0 sikrer vi, at vi bygger videre på det, vi ved fungerer – og samtidig justerer kursen, så vi er rustet til fremtidens behov”, siger Jan Prokopek Jensen, i en pressemeddelelse.
Med version 2.0 udvides samarbejdet til også at omfatte Alliancen for Social Ansvarlighed, hvor virksomheder, der vil tage et socialt ansvar, kan få viden, sparring og værktøjer til at hjælpe mennesker godt i gang mod job. Derudover skal nye projekter og fondsansøgninger bidrage til, at flere borgere får mulighed for at tage en faglært uddannelse og styrke deres position på arbejdsmarkedet.
Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Partis politiske ordfører, bakker op om forslaget:
”Slesvigsk Parti bakker op om aftalen, men understreger også vigtigheden af at styrke studiejobs og jobgaranti for at fastholde de studerende i Sønderborg. Vi mener, at det offentlige og private erhvervsliv også har et fælles ansvar for at skabe relevante jobmuligheder – ikke kun praktik- og lærlingepladser. Det må prioriteres mere fremover,” skriver Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Partis politiske ordfører, i en kommentar til SønderborgNYT.
Næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget, Venstres Kristian Bonefeld, fremhæver det fælles grundlag som afgørende for succes:
“Når vi samler viden fra virksomheder, uddannelser, kommune og fagforeninger, skaber vi et stærkt fundament for at handle. Det er den styrke, der har båret resultaterne indtil nu – og som skal bære os videre”, siger han.
Den tætte kontakt med erhvervslivet fortsætter gennem branchepaneler, hvor repræsentanter fra forskellige sektorer løbende giver input til, hvilke kompetencer der er behov for. Det gør det muligt at målrette indsatsen og tilpasse opkvalificeringsforløbene i takt med udviklingen. Samtidig styrkes indsatsen med Sønderborg i Arbejde-mærket og den årlige pris til virksomheder, der gør en særlig indsats for at inkludere flere i arbejdsfællesskabet.
Sønderborg i Arbejde 2.0 er en vigtig del af kommunens samlede indsats for at sikre bæredygtig vækst og et rummeligt arbejdsmarked. Det støtter både visionen for bosætning, grøn udvikling og erhvervsudvikling – og ikke mindst ambitionen om, at ingen borgere skal stå uden for. Det oplyser Sønderborg Kommune.



















