Sønderborg Handels formand ser tilbage på en perlerække af successer

17. september 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag aften kunne Sønderborg Handel endelig holde den generalforsamling, som skulle have fundet sted senest med udgangen af marts måned.

“Jeg er rigtigt glad for at se Jer allesammen og som I ved, så kom Coronaen jo i marts og hele landet lukkede ned. Men nu er vi her”, siger formand Rikke Torré i sin velkomst og kort efter den, så fik hun ordet igen af den udnævnte ordstyrer, Claus Plum.

“Jeg vil give Jer et tilbageblik på alt det, der er sket i de seneste – efterhånden – 18 måneder og så vil jeg komme med nogle fremtidsvisioner”, sagde Rikke Torré.

Artiklen fortsætter under annoncen

Perlerække af successer

“Vi kan se tilbage på en perlerække af successer og blandt dem var, at vi fik besøg af krydstogtskib nummer to i juli sidste år. Tak fordi I stod tidligt op og åbnede Jeres butikker og trist at der kom regnbyger. Der var masser af aktiviteter og underholdning – og den nød lokale godt af, da de kom ind til midtbyen”.

Krydstogtsturisterne nåede ikke meget længere op i byen end til Rådhustorvet – og da underholdningen ved cafeerne begyndte, var de igen ombord på skibet og stævnede ud.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har – efter lang ventetid – fået lavet gågaden færdig og den blev indviet med taler og Sønderborg Garden”, sagde formanden.

I forbindelse med juletræstændingen blev der delt godteposer ud til børnene.

“Og selvom der er Corona, så har vi styr på dette års juletræstænding”, sagde Rikke Torré, som lover at der kommer nyt op til jul.

“Blandt andet skal vi have en ny julebelysning – lyskuglerne har vi solgt, så vent og se”.

“En succes mere er Streetfood – og når vi har succes, så er det fordi, vi er fælles om at trække læsset”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Coronaens indtog

Den 12. marts havde Coronaen lukket landet ned.

“Vi ramte muren, men jeg er stolt af, at vi arbejdede sammen på løsninger og jeg vil især takke citychef Axel Nielsen for hans idérigdom”, sagde Rikke Torré og fortalte så, at der lige nu arbejdes på events, som ikke samler folk.

“Vi må ikke gå i stå – men vi skal balancere med Coronaen”.

Vildere juli

I juli måned var der masser af turister i byen. Både danske og tyske.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det blev en vildere juli end vi turde håbe på og her vil jeg gerne sige tak til Hotel Alsik, fordi mange af turisterne var kommet til byen for at opleve hotellet – og det er godt for os alle”.

“Jeg vil også sige tak til ProjectZero, som gør kommunen synlig gennem arbejdet frem mod ‘Nullet. Lad os alle gøre vores til, at vi når det i 2029”, sagde formanden.

Mere end bare handel

God detailhandel er ikke ‘bare’ butikker.

“Men det er butikker, som er med til at gøre byer attraktive, så folk har lyst til at flytte til – eller har lyst til at blive”, sagde Rikke Torré.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi skal byde på gode handels- og kulturoplevelser. Det skal erhvervslivet, detailhandlen og kommunen finansere, så vi får ‘Vores Sønderborg’, hvor der i dag er 38 butikker mere end i tiden før Borgen”.