Sønderborg Kommunes grønne indsats bærer frugt – klimamål nået før tid

Sønderborg Kommune har reduceret CO2-udledning med næsten 80 procent

Sønderborg Kommune har reduceret CO2-udledning med næsten 80 procent

4. november 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg Kommune kan nu sætte endnu et grønt flueben, efter at CO2-udledningen er reduceret med hele 78,8 procent siden 2007. Dermed nås det ambitiøse delmål for 2025 et helt år før tid.

Resultatet fremgår af kommunens nye CO2- og energiregnskab for perioden 2007-2024, der kortlægger udviklingen i den grønne omstilling i selve Sønderborg Kommune som virksomhed.

Siden 2007 har kommunen arbejdet målrettet med at nedbringe energiforbruget og udfase fossile brændsler som led i ProjectZero’s Masterplan 2029. Planen skal gøre Sønderborg-området CO2-neutralt i 2029, og selve kommunen spiller en nøglerolle i, at målet nås. De første delmål lød på 25 procent reduktion i 2015 og 50 procent i 2020. Nu er det tredje delmål – 75 procent i 2025 – ikke blot nået, men overgået.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det nye regnskab viser, at CO2-udledningen fra kommunens energiforbrug er faldet markant, især takket være tre faktorer: en langt grønnere elproduktion, konvertering fra naturgas til fjernvarme og et generelt lavere energiforbrug i bygninger og transport. Samtidig fremgår det tydeligt, at CO2-udledningen fra elproduktionen i Danmark er faldet – noget, der også kan aflæses i Sønderborg Kommunes nye CO2- og energiregnskab.

De seneste år er der gennemført omfattende energirenoveringer af kommunale bygninger og udskiftet en del af bilflåden til el- og hybridbiler. I dag er kommunens samlede energiforbrug reduceret med over en tredjedel, hvilket svarer til et fald på 35 procent. Fjernvarmen spiller en stadig større rolle, og der er allerede planlagt yderligere konverteringer i ni bygninger, mens 15 andre skal vurderes for, om fjernvarme eller varmepumpe er den bedste løsning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men den grønne opgave er langt fra slut.

De sidste 20-25 procent af kommunens CO2-udledning er de sværeste at fjerne, og her peger regnskabet især på transporten som en udfordring. I dag udleder kommunens biler mere CO2 end elforbruget i bygningerne, og derfor bliver omstillingen til elbiler og udbygningen af ladeinfrastruktur et centralt indsatsområde frem mod 2029.

Oplysningerne fremgår af indkaldelsen til onsdagens møde i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

5. juni 2026 Politik, Debat, Nordborg, Samfund

Læserindlæg: Hvorfor er en advokatundersøgelse mere kontroversiel end varmepriserne?

5. juni 2026 Politik

Janne Wølke Friis Søgnen, Liberal Alliance, Sønderborg, skriver: Læserindlæg: Hvem bekymrer sig om hvor borgerne skal finde pengene? Ved byrådsmødet den 28. maj blev tonen sat fra start med et stærkt og personligt indlæg fra Helge Nielsen fra Nordals. Han er én blandt rigtig mange borgere, der i disse måneder oplever markante stigninger i varmepriserne fra […]

Læs mere...