Sønderborg Slot skal ha’ nyt tag

24. marts 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Taget på Sønderborg Slot skal skiftes. Det har Slots- og Kulturstyrelsen besluttet og derfor er slottets østlige mure gennem de seneste uger blevet pakket ind i et stillads, der dækker murværket hele vejen op.

Specialkonsulent Signe Hommelhoff fra Slots- og Kulturstyrelsens Center for Slotte og Haver siger i en pressemeddelelse:

”Taget er egentlig ikke så gammelt igen, men nogle af tagstenene sad ikke ordentlig fast. Enkelte var faldet ned, så vi tog fat på det nu, så problemet ikke vokser”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdet med at lægge nyt tag på slottet kommer til at fortsætte i det kommende år. Planen er at gøre en slotsside færdig ad gangen.

Enhedsleder for Bygninger og Teknik ved Museum Sønderjylland, Kaare Lykke Lauridsen, siger: ”Tagarbejdet udføres i fire faser.

Når først arbejdet på Østfløjen er færdigt, begynder tagarbejdet på Nordfløjen, og dernæst Vestfløjen. Sidste del bliver Sydfløjen. De nye tagsten er nøje udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen og er i farve og form tilpasset de eksisterende tagsten.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi er i øvrigt rigtig glade for at Signe Hommelhoff har fundet penge til også at restaurere slottets mange vinduer. Det arbejde udføres i forbindelse med tagudskiftningen”, siger Kaare Lykke Lauridsen.

Han tilføjer, at tagarbejdet, som forventes afsluttet i maj 2022, ikke har betydning i forhold til den kommende genåbning af Sønderborg Slot, som er den 21. april.