Sønderborg Varme: Forbrugerne kan være trygge

Sønderborg Varme sikrer kritisk infrastruktur. Pressefoto
Sønderborg Varme sikrer kritisk infrastruktur. Pressefoto
16. januar 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Det er ikke kun SONFOR, der ruster sig mod blandt andet cybertrusler og digital sikkerhed, som SønderborgNYT skrev tidligere på ugen. Også hos Sønderborg Varme er der fokus på øget sikkerhed omkring deres kritiske fjernvarmeinfrastruktur.

”En af de mest aktuelle trusler mod kritisk infrastruktur er cyberangreb, og for at imødegå denne risiko har Sønderborg Varme implementeret omfattende sikringsrutiner. Vi er medlem af SektorCERT, som hjælper os med at forbedre vores cybersikkerhed gennem trusselsmonitorering, videndeling og uddannelse. Nye tiltag indføres løbende baseret på opdaterede trusselsvurderinger”, siger Erik Wolff, der er direktør hos Sønderborg Varme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Af sikkerhedsmæssige årsager kan Sønderborg Varme ikke dele detaljer om deres specifikke infrastrukturer og beredskabsforanstaltninger, men Sønderborg Varme forsikrer, at der er taget alle nødvendige skridt for at beskytte forbrugerne mod utilsigtede hændelser på både IT-systemer og anlæg.

”Fjernvarme spiller en central rolle i energiforsyningen og transporteres gennem et omfattende, distribueret net med stor geografisk spredning. Selvom dette system kan virke sårbart over for potentielle trusler, ligger rørsystemerne under jorden og er dermed svært tilgængelige for sabotage. Hvis der mod forventning skulle ske et brud på systemet, kan det hurtigt sektioneres, hvilket reducerer konsekvenserne for varmeforsyningen”, siger Erik Wolff til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Varme kan typisk udføre reparationer inden for 12-24 timer, hvorefter varmeleverancen genoptages i de berørte områder. Derudover er Sønderborg Varme også sikret gennem et distribueret varmenet, som muliggør varmeleverance fra forskellige lokationer, og reserveanlæg sørger yderligere for en stabil varmeforsyning i tilfælde af driftsforstyrrelser, oplyser Sønderborg Varme.

”Produktionsanlæggene hos Sønderborg Varme er sikret mod uautoriseret adgang og overvåges centralt. Derudover gennemføres regelmæssigt fysisk tilsyn med anlæggene. For kraftvarmeværket gælder særlige krav til beredskab i overensstemmelse med elforsyningsloven, og det er Energinet, der koordinerer og auditerer årligt, at beredskabsplanerne er opdaterede og lever op til kravene”, siger Erik Wolff.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den 1. marts 2025 træder den nye ’Lov om styrket beredskab’ i kraft. Det indebærer, at fjernvarmeselskaber som Sønderborg Varme skal indsende opdaterede beredskabsplaner senest den 1. oktober 2025 og Sønderborg Varme vil tage udgangspunkt i de eksisterende planer for kraftvarmeværket.

”Fjernvarmeforsyningen er afhængig af elforsyningen, da systemets pumper kræver elektricitet for at distribuere fjernvarmevandet. For at minimere konsekvenserne af strømsvigt har Sønderborg Varme etableret nødanlæg, der sikrer en kontrolleret nedlukning og en hurtig genoptagelse af varmeleverancen, når elforsyningen er genoprettet”, siger Sønderborg Varmes direktør til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er Energistyrelsen, der udarbejder planer for håndtering af nationale el-kriser, og disse opdateres løbende. Offentlige og private institutioner, som er afhængige af elektricitet, opfordres dog til selv at sikre deres forsyning i kritiske situationer – for eksempel ved hjælp af nødstrømsanlæg. Dette gælder også for fjernvarmeforsyningen.

”Med de nuværende foranstaltninger og planer kan forbrugerne i Sønderborg Varme være lige så trygge som borgere i resten af landet”, slutter Erik Wolff, direktør hos Sønderborg Varme.

18. februar 2025 DET SKER, Kultur, Sønderborg

Skotske toner fylder Borgen med Sønderborg Pipes and Drums

18. februar 2025 DET SKER

Fredag den 21. februar 2025 bliver en særlig dag for alle, der elsker skotsk kultur og musik. Fra klokken 16:30 til 18:00 fyldes Borgen Shopping i Sønderborg med de karakteristiske toner fra sækkepiber og trommer, når Sønderborg Pipes and Drums slår sig ned i centret for en eftermiddag. Sønderborg Pipes and Drums har en stand, […]

Læs mere...