Et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem Sønderborg Varme og det lille nystiftede varmeselskab i Ullerup og Avnbøl resulterer nu i, at varmeselskabet kan nedlægges og kommende fjernvarmekunder i de to landsbyer bliver andelshavere i Sønderborg Varme.
Kort før årsskiftet indgik de to selskaber en hensigtserklæring om, at Sønderborg Varme skulle være varmeleverandør, når fjernvarmenettet var rullet ind i landsbyerne. Hensigtserklæringen indeholdt endvidere en erklæring om, at selskaberne ville afsøge mulighederne for et yderligere samarbejde og en mulig sammenlægning af de to selskaber. Her – mindre end to måneder efter – er sammenlægningen en realitet.
”Det er en utrolig positiv udvikling for os, der bor i Ullerup og Avnbøl. Vi havde ikke turdet håbe på, at det kunne gå så hurtigt”, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for bestyrelsen i AUV, i en pressemeddelelse.
Han fremhæver, at det meget tillidsfulde samarbejde, hvor parterne i fællesskab har drøftet muligheder og udfordringer, har haft stor betydning for, at parterne så hurtigt fandt hinanden.
Sønderborg Varme fremhæver det store forarbejde, der allerede var gjort i landsbyerne.
”Avnbøl Ullerup Varme havde i samarbejde med firmaet & Green Project sikret meget stor opbakning til en fjernvarmeløsning og er langt med projektforslag med mere. Det har været afgørende, at vi kan bygge videre på det arbejde”, siger Erik Wolff, der er direktør i Sønderborg Varme.
Anders Bondo glæder sig til at fortælle beboerne i Avnbøl og Ullerup om den nye udvikling på et borgermøde den 22. februar:
”Jeg er glad for, at vi som en del af Sønderborg Varme med stor sandsynlighed har sikret en endnu bedre varmepris og samtidig fjernet den risiko, der altid er forbundet med at have et lille selskab”.
Erik Wolff synes, at der er spændende med en anden tilgang til at sikre fjernvarme i nye områder:
”Vi glade for at kunne støtte op om det flotte initiativ, som borgerne i Avnbøl og Ullerup har taget. Og med flere kunder er vi med til at løfte et samfundsansvar og styrke selskabet til gavn for alle andelshavere”.
Det store engagement i landsbyerne skal fastholdes og derfor drøfter AUV og SFV nu, hvordan der kan laves en form for borgergruppe, der kan sikre, at beboerne bliver informeret og taget med på råd i den kommende etableringsfase.

















