Sønderborg vil tiltrække flere krydstogtskibe

20. august 2020 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

To krydstogtskibe har indtil nu lagt vejen forbi Sønderborg siden Sønderborg Kommune i 2016 valgte at sætte fokus på at tiltrække krydstogtskibe til Sønderborg og nu investerer kommunen i at få flere krydstogtskibe til byen.

Sønderborg har besluttet at melde sig ind i foreningen ’Cruise Copenhagen Network’, som er det nationale netværk for krydstogtsturisme i Danmark.

Foreningens formål var oprindeligt at tiltrække krydstogt til København, men i takt med at branchen har udviklet sig, er flere havne blevet optaget i netværket og der arbejdes nu med at tiltrække krydstogtturisme til hele Danmark – og nu også Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

De nuværende havne i netværket er: København, Skagen, Aalborg, Aarhus, Fredericia, Nyborg, Kalundborg, Hundested, Helsingør og Rønne.

’Cruise Copenhagen Network’ har oplyst, at de har interessetilkendegivelse fra mere end 40 mindre krydstogtskibe om anløb i løbet af de kommende fem år og at tendensen går i retning af flere anløb, men også mindre skibe, hvilket øger interessen for de mindre havne, herunder Sønderborg.

Sønderborg Kommune skal ikke betale for at være medlemskab i 2020, men fra 2021 koster det kommunen 29.400 kroner årligt.