Sønderborgerne giver kulturlivet topkarakterer

Sønderborg står stærkt på kulturen. Foto: Sønderborg Kommune

Sønderborg står stærkt på kulturen. Foto: Sønderborg Kommune

14. september 2025 Kultur Skrevet af: Michael Kjær

Borgerne i Sønderborg Kommune er blandt landets mest tilfredse med det lokale kulturliv. Hele 62 procent svarer i en ny analyse, at de er tilfredse eller meget tilfredse med de kulturelle tilbud, de har adgang til. Kun fem procent erklærer sig utilfredse, og det placerer Sønderborg helt i top blandt de 14 kommuner, der indtil nu har fået lavet en kulturprofil – kun overgået af Fanø. Til sammenligning ligger gennemsnittet for de øvrige kommuner på 49 procent.

“Det er en stor anerkendelse af vores kulturliv, at borgerne i Sønderborg er så tilfredse. Det viser, at kulturen både skaber fællesskab og giver plads til mangfoldighed, og det er vi utroligt stolte af. Samtidig giver undersøgelsen os inspiration til at udvikle nye initiativer, så vi kan fastholde styrkerne og skabe endnu flere muligheder for kulturoplevelser i fremtiden”, siger Christel Leiendecker fra Slesvigsk Parti og formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

Undersøgelsen peger på flere forklaringer bag de høje tilfredshedstal. Bibliotekerne spiller en central rolle i mange borgeres hverdag, og hele 61 procent har besøgt et bibliotek det seneste år. Det er langt over landsgennemsnittet, og det handler ikke kun om bogudlån. Aktiviteter som børneteater, legegrupper, foredrag, debatter og studiemiljøer gør bibliotekerne til steder, hvor kulturen møder flest borgere i hverdagen.

Også musik- og scenekunstlivet står stærkt. I 2024 blev der afholdt hele 380 koncerter i Sønderborg, det højeste niveau i ti år. Både rytmiske og klassiske koncerter trækker publikum til, og borgernes deltagelse ligger over landsgennemsnittet. Kulturhuse som Sønderborghus, Mejeriet, Sønderborg Teater og Alsion supplerer hinanden på en måde, der favner både unge, familier og erfarne koncertgængere. Samtidig spiller kulturarven en stor rolle, hvor traditioner som ringridning fortsat samler folk og skaber stolthed og fællesskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

Analysen peger dog også på områder, hvor Sønderborg kan blive bedre. Især unge borgere og tilflyttere, herunder internationale borgere, oplever i mindre grad, at kulturen taler til dem. Flere efterlyser engelsksprogede tilbud, større variation i musikprogrammet og flere lavpristilbud. Det giver kommunen et klart pejlemærke: at bygge videre på den stærke kulturarv, men samtidig skabe endnu mere relevans for nye generationer og nye borgere.

“Resultaterne understreger, at Sønderborg allerede har et kulturliv i særklasse. Opgaven fremover bliver at sikre, at endnu flere borgere – især unge og tilflyttere – får øje på de mange muligheder, og at hele kommunen, fra yderområderne til Sønderborg by, kan være en del af den kulturelle succes. Et rigt kulturliv er en vigtig prioritering, hvis vi gerne vil være en attraktiv kommune at bosætte sig i”, siger Thomas Worm Larsen fra Venstre og næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den nye analyse, Kulturprofilen, er udarbejdet af Kulturens Analyseinstitut i et samarbejde mellem Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev kommuner og  bygger på 2.000 borgerinterviews fra hver kommune og en omfattende kortlægning af kulturudbuddet.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...