Sønderborghus efterlyser to brugere af huset, som har mod på at blive en del af bestyrelsen og fra årsskiftet være med til at sætte retningen for de kommende år. Mødet og afstemningen foregår den 29. november klokken 19 i Sønderborghus.
Kandidater, der har lyst til at stille op til valg, skal sende en mail til formanden senest mandag den 27. november på: [email protected].
Sønderborghus er kommunens regionale spillested, kultur- og medborgerhus og drifter desuden Sønderborgs ungdomskulturhus Mejeriet. Der er tre scener, kreative værksteder, mødelokaler, øvelokaler, musikstudie og café.
”Som kultur- og medborgerhus er udvikling et af vores vigtigste kort. Derfor har vi brug for nogle dygtige bestyrelsesmedlemmer, der kan byde ind med gode idéer og være med til at udvikle huset i samarbejde med den daglige leder”, siger bestyrelsesformand Theodor Munch Knudsen i en pressemeddelelse.
Alle brugere af huset kan deltage i valghandlingen og stille op til valget.


















