SønderborgNYT åbner tv-studie i Borgen Shopping

SønderborgNYT flytter ind i Borgen Shopping
SønderborgNYT flytter ind i Borgen Shopping
23. april 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

I maj måned begynder SønderborgNYT at sende direkte tv fra et nyt tv-studie, som placeres i et butikslejemål i Borgen Shopping og, som blandt andet, skal danne ramme om SønderborgNYTs tv-dækning af kommunalvalget til november måned.

”Vi er rigtig glade for, at Borgen Shopping har inviteret os indenfor og givet os mulighed for at skabe en god ramme om vores tv-satsning, som kræver et fast tv-studie – der er placeret centralt i Sønderborg – til en række tv-udsendelser, som blandt andet debatter i forbindelse med vores tv-dækning af optakten til kommunalvalget”, siger Michael Kjær, som har ansvaret for SønderborgNYTs tv-aktiviteter.

Artiklen fortsætter under annoncen

SønderborgNYTs nye tv-studie placeres midlertidigt på første sal i Borgen Shopping og det bliver muligt for de mange kunder at komme helt tæt på og opleve, hvordan der produceres direkte tv.

”SønderborgNYT skaber en ny og anderledes aktivitet for vores kunder i Borgen Shopping og vi synes det er spændende, at vi nu kan finde en interessant anvendelse for et lokale til et tv-studie, som jo naturligt, vil sætte fokus på Borgen Shopping og vores butikker”, siger Flemming Enghave, Centermanager for Borgen Shopping.

Artiklen fortsætter under annoncen

Oprindeligt var det planen, at SønderborgNYTs tv-satsning skulle starte ved årsskiftet, men Corona-pandemien – og særligt forsamlingsforbuddet – gjorde at det først nu er muligt at sætte gang i planen, der skal give sønderborgerne et nyt og aktuelt tv-nyhedsbillede af, hvad der sker i Sønderborg-området.

Udover valgdebatter vil SønderborgNYTs nye tv-studie i Borgen Shopping også danne rammen om en række andre – mere aktualitetsprægede –  direkte tv-interviews med afsæt i den daglige, lokale nyhedsstrøm og den lokale debat.

Artiklen fortsætter under annoncen

De direkte tv-udsendelser vil blive sendt på SønderborgNYTs hjemmeside, mobilplatform samt Facebook og YouTube og den første udsendelse fra Borgen Shopping vil blive sendt i starten af juni måned.