Borgmester Erik Lauritzen har kigget regeringsgrundlaget igennem og han fortæller, der er flere gode elementer og nævner som eksempler klimaet og at psykiatrien skal løftes.
“Også på uddannelsesområdet kan der være noget godt i vente”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
Borgmesteren har også set ‘nogle voldsomme ting’ i regeringsgrundlaget.
“Blandt andet skal spare tre milliarder i kommunerne og jeg er bekymret for, at det kommer til at ramme velfærden. Vi skal jo huske, at det kommer oveni de store besparelser, som vi allerede er i gang med”, siger han.
Erik Lauritzen har også noteret sig, at den nye regering vil lukke jobcentrene.
“Men kommunerne skal stadig hjælpe de ledige borgere, som har større udfordringer end ledigheden, så det handler vel om, at jobcentrene får et andet navn”.
Der er yderligere to ting, som undrer borgmester Erik Lauritzen.
“Den ene er, at jeg har svært at se det rigtige i at komme med skattelettelser nu”, siger han og fortæller, at det andet, som undrer ham, det er fordelingen af ministerposter.
“Der er ikke udpeget en eneste socialdemokrat fra det sydlige Jylland til en ministerpost. Det synes jeg ikke er godt for vores område”.
Ellen Trane Nørby har også læste regeringens planer
“Jeg synes der er mange gode, relevante og vigtige aftaler i regeringsgrundlaget – både når det handler om at skabe mere fritvalg på ældreområdet, hvor vi gerne ser et friplejehjem i Sønderborg Kommune, på skoleområdet, hvor skolerne skal have mere frihed og tid til den faglige og trivselsmæssige kerneopgave. Det flugter også fuldt og helt Venstres ønsker i Sønderborg”, siger anden viceborgmester Ellen Trane Nørby til SønderborgNYT.
“Og så er der hele frisættelsen fra statslige regler på arbejdsmarkedsområdet, nedlæggelsen af jobcentrene – det giver reelle muligheder for, at vi lokalt kan organisere området helt anderledes og ikke en bedre og mere sammenhængende indsats hvor flere forhåbentligt kan komme i arbejde og færre ‘hænger fast’ i systemet i årevis”.
SønderborgNYT har også kontaktet første viceborgmester Stephan Kleinschmidt, men han er ikke vendt tilbage.