Foråret nærmer sig, og med det følger en af årets mest stemningsfulde højtider – påsken. Igen i år får Sønderborgs butikker besøg af den søde påskehare, som måske netop har et lille påskeæg i kurven til én heldig forbipasserende. Det kan derfor betale sig at holde øje i gaderne – man ved aldrig, hvornår den hoppende overraskelse dukker op.
Påsken i Sønderborg byder ikke kun på hyggelige møder med påskeharen, men også på en sjov og sød konkurrence. Det populære Lykkeæg-event giver mulighed for at købe 6 chokoladeæg og et lykkenummer for blot 25 kroner.
“Vi glæder os til at trække de heldige vindere live på Rønhaveplads under Lang Shopping Fredag den 2. maj 2025 klokken 16:30. Der er gavebeviser for op til 3.000 kroner på højkant – og hele 20 ekstra chancer med gavebeviser á 500 kroner. Så mød op, vær med i festen, og husk at man skal være til stede for at vinde”, siger Axel Nielsen, City Manager hos Vores Sønderborg, til SønderborgNYT.
Æggene kan findes i en række af byens butikker, blandt andet hos Masai, Viller, Skoringen Perlegade, Butik Schlott, Outdoor i Centrum, Jutta Sko, HC Jacobsen, Fri BikeShop Alsgade, Sønnichsen Ure og Smykker, Kop & Kande, Jacob Nielsen og Søn, Bauhaus og Huset Torré – så der er rig mulighed for at kombinere chokoladejagt med god shoppingstemning.
Påsken i Sønderborg er en oplagt mulighed for at støtte det lokale handelsliv og samtidig tage del i en sjov og hyggelig tradition. Med både chokoladeæg, påskehare og gavebeviser på højkant er der lagt op til aktivitet i byens butikker og liv i gaderne.














