Efter mere end 20 år med Alice Granum i spidsen får Filharmonisk Kor nu ny korleder. Filharmonisk Kor har i mange år været en del af de store korværker hos Sønderjyllands Symfoniorkester, og nu bliver det den svenske dirigent Jakob Hultberg, der skal stå i spidsen for koret.
“Filharmonisk Kor har allerede en stærk tradition og et engageret musikalsk fællesskab, og jeg glæder mig meget til at lære ensemblet nærmere at kende. Samtidig ser jeg meget frem til at blive en del af det kunstneriske miljø omkring Sønderjyllands Symfoniorkester og til at udvikle samarbejdet mellem kor, orkester og organisation i de kommende år”, siger Jakob Hultberg i en pressemeddelelse.
Jakob Hultberg er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og har tidligere været kunstnerisk leder og chefdirigent for kammerkoret Camerata i København. Han har desuden arbejdet med DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret samt stået i spidsen for store korproduktioner i både Danmark og Sverige.
“Med Jakob Hultberg, som koret i øvrigt har været med til at vælge, får vi en helt ny profil med en orkestervinkel i spidsen. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at takke Alice Granum for en helt igennem fantastisk indsats i de sidste 23 år”, siger musikchef Adam Stadnicki fra Sønderjyllands Symfoniorkester.
Filharmonisk Kor er et ambitiøst amatørkor med en lang tradition for at opføre større korværker sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester ved to til tre årlige projekter.
















