Sønderjysk-Bosnisk Forening fik besøg af Sydbanks Helle Hansen

2. oktober 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag aften var der samlet en pænt stor flok mennesker i Sønderjysk-Bosnisk Forening i Ulkebøl og det skyldes at foreningen var så heldige, at de fik besøg af Helle Hansen fra SydbankFonden – og hun havde penge med. Hele 30.000 kroner.

“Når SydbankFonden støtter Sønderjysk- Bosnisk Forening, så skyldes det blandt andet, at I skaber sammenhold, at I gør noget for børn og at I laver folkedans og det tæller bestemt også, at I ikke bare lukker jer om jer selv, men er åbne for, at andre kan være med”, sagde Helle Hansen, inden hun gav slip på fondens penge.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og det gør en forskel, når I underviser børn i bosnisk sprog og kultur, så de kommer til at kende det, som de er rundet af. Det er vigtigt, man er bevidst om det, fordi det gør det lettere at tage imod verden”.

Der sker ret meget

Formanden for Sønderjysk-Bosnisk Forening, Amir Hadzimamovic, fortalte om foreningen:

“Lige nu er her omkring 150 medlemmer og tallet er stigende – og at vi er åbne for alle og det ses på, at her er danskere og andre nationaliteter med”, sagde formanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I foreningen har vi en skole, hvor børn om fredagen lærer hjemlandets sprog og kultur, så de forstår, hvad deres slægt kommer fra. Vi har en bosnisk underviser, som også er lærer i en lokal folkeskole, så undervisningen følger de rigtige pædagogiske principper. Og så skal børn kunne li’ at komme her i foreningen”, sagde Amir Hadzimamovic.

I foreningens lokaler er en del af det store fællesrum i stueetagen børnenes og det er et rum i kælderen også. Når voksne samles, så sidder de tit bare og snakker. Børn vil have det sjovt – og det er der plads til i Sønderjysk-Bosnisk Forening.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har en gentlemanklub, hvor vi samles en gang om ugen og kvinderne har også deres ugentlige dag”.

Og så er der alle mulige arrangementer, hvor alle er på banen og her indrømmer formanden, at det som regel er kvinderne, der tager sig af det praktiske.

“Men skal der løftes noget tungt, så er vi klar”, siger formanden, som fortæller, at foreningen også har et fodboldhold, folkedansere og meget andet.

Mange sagde tak 

Ikke nok med at formanden sagde tak til Sydbanks Helle Hansen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det samme gjorde en flok børn – og endda i kor.

Og foreningen gav hende gaver med hjem.

Herefter blev der budt på en masse lækre, lune retter og et væld af kage – alt hjemmelavet og placeret på et ta’ selv bord.

Læs mere om foreningen HER på LINKET

Artiklen fortsætter under annoncen