Sønderjysk Forsikring bliver til Forsia Forsikring

Sønderjysk Forsikrings tidligere domicil i Sønderborg (arkivfoto)
Sønderjysk Forsikrings tidligere domicil i Sønderborg (arkivfoto)
26. april 2024 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Sønderjysk Forsikring skifter navn til Forsia Forsikring den 30. maj 2024, og samtidig omdannes selskabet til et A/S. Dette sker som en del af strategien om at være et attraktivt forsikringsselskab for hele Danmark. Det oplyses i en pressemeddelelse.

”Vi vil altid være stolte af at have vores rødder i det sønderjyske, men også glæde os over, at vi kan tilbyde forsikringsløsninger til hele Danmark”, siger adm. direktør Frank Abel.

I 166 år har selskabet forsikret og serviceret kunder. Det bliver der ikke ændret ved. Men med et nyt navn og et mere moderne udtryk vil selskabet bedre kunne matche fremtidens forsikringsmarked.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Da vi i 2021 startede en ny 5-års-strategi-periode var det med en ambition om at nå ud i hele Danmark. Vi har de senere år taget de første skridt. Der er ingen tvivl om, at vi har et stærkt brand og gode værdier hos Sønderjysk Forsikring. Men vi oplever også at blive mødt med en formodning om, at vi kun er for sønderjyderne. Derfor er vi nu klar til at tage skridtet fuldt ud med et navneskifte og en omdannelse af selskabet”, fortæller Frank Abel.

Navnet Forsia, der er et sammentræk af ”Forsikring til alle”, skal være med til at understrege, at selskabet ønsker at tilbyde alle danskere en forsikringsløsning, som passer til den enkelte – uanset hvor i landet de bor, og hvor i livet de er.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi er ambitiøse. Vi bestræber os på altid at give en personlig service, formidlet af mennesker til mennesker, uanset om det er ansigt-til-ansigt, telefonisk eller digital betjening. Derfor fortsætter vi med at udvikle digitale løsninger til vores kunder og bruge teknologi, der forbedrer vores tilgængelighed og reaktionstid. Fordi vi tror på, at det er gennem vækst, udvikling og fornyelse, at vi skaber fremtidens forsikringsselskab. Med vores nye navn er vi klar til at møde hele Danmark og dermed fjerne eventuelle usikkerheder om, hvor stort et område vi indtegner forsikringer i”, siger Frank Abel.

Artiklen fortsætter under annoncen

For kunderne fortsætter hverdagen uændret, oplyser selskabet. De vil have de samme produkter, samme betingelser, samme engagerede rådgivere og skadebehandlere, samme telefonnummer og adgang til digitale platforme.

For Frank Abel er det vigtigt, at kunderne mærker så lidt til skiftet som muligt: ”Vi har kunder, der har haft deres forsikringer hos os i flere årtier. Nogle skal måske lige vænne sig til det nye navn, men de vil hurtig mærke, at omdrejningspunktet fortsat er den gode, nærværende og personlige service, som de har kendt til hele tiden.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Med tanker om fremtiden tilføjer Frank Abel: ”Med 166 års erfaring og godt på vej med fornyelse, så tror jeg på, at vi kan være forsikringsselskab for både sønderjyderne, syddanskerne – og resten af Danmark. Vi vil altid rådgive vores kunder til den rette forsikringsløsning og hjælpe dem godt videre, når skaden er sket”.

Alle kunder vil modtage et brev med information inden for kort tid.