Inden onsdagens håndboldopgør i Broager Sparekasse Skansen, hvor SønderjyskE tog imod Skanderborg Aarhus, var medlemmer af SønderjyskEs erhvervsklub samlet i Dybbølhallen, hvor Jeanne Boel fra Sønderborg Sommerrevy Show var inviteret til at fortælle om revyen.
“Vi har inviteret dig, fordi du med sommerevyen gerne vil underholde og det er jo det samme, som vores håndboldspillere vil”, sagde erhvervsklubformand Helge Larsen.
Jeanne Boel fortalte, at da hun og manden, Klaus Kristensen, overtog revyen, så flyttede de Als.
“Så jeg er ‘begynder-sønderjyde’ og jeg valgte at blive direktør for Sønderborg Sommer Revy Show, fordi det var det eneste, jeg manglede at prøve, når det handler om revy”, sagde Jeanne Boel, som har været på scenen i 45 revyer.
“Når jeg taler med andre, så spørger de tit, hvad jeg laver alle de måneder i året, hvor der ikke er revy. Men det at stå i spidsen for Sønderborg Sommer Revy Show er et fuldtidsjob, fordi vi hele tiden skal planlægge langsigtet”, sagde revydirektøren.
I denne tid er revyholdet ved at vælge tekster til revyen ud og den 24. maj begynder de at øve.
“Seks uger senere er der premiere”, sagde Jeanne Boel og forklarede så, hvorfor der ikke er så meget sønderjysk i revyen.
“Det skyldes, at 70 procent af vores gæster, de kommer ikke fra Sønderjylland, men langvejs fra – også fra hovedstaden – så vores numre skal favne hele landet”.
Sommerrevyen har haft nogle kloge mennesker til at regne på, hvad Sønderborg Sommer Revy Show betyder for byen.
“Den betyder, at der kommer gæster, som bruger 8-10 millioner kroner på overnatning, restauranter og i butikkerne”.
Nye medlemmer i Erhversklubben
Brian Grau, som er ansat til at sælge nye sponsorater for SønderjyskEs herrehåndbold, kunne fortælle, at Mommark Marina og Als Trafikskole er kommet med i klubben.
“Det er jeg rigtig glad for. Det er jeg også for de ti sponsorer, som har forlænget deres sponsorater”, sagde Brian Grau.
Det drejer sig om virksomhederne: Swienty, Ledkon, H.P. Therkelsen, Botjek, NH Jespersen, GS Group, Brødrene Dahl Sønderborg, Sønderjyske Forsikring, Krifa, Cormall.
Du kan SE BILLEDER HER.


















