Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er afgået ved døden tirsdag den 13. februar 2018.
Der gennemføres en sørgesalut torsdag morgen kl. 8.00.
Sørgesalutten gennemføres fra Batteriet Sixtus på Holmen i København og fra kanonerne på Kronborg Slot i Helsingør.
Det er Søværnets Militærpolitivagt på Holmen, der skyder med kanonerne på Batteriet Sixtus, og soldater fra Artilleriafdelingen i Oksbøl, der skyder med kanonerne på Kronborg Slot.
Salutten består af tre gange 27 skud, der affyres med 30 sekunders mellemrum, skriver Hoffet i en pressemeddelelse.
Historisk set er der ved dansk krigsførelse blevet affyret ”dansk løsen” på tre skud for at indikere de danske enheders placering.
Sørgesalutten har rod i ”dansk løsen”, og der er derfor tradition for, at den kan deles med tre.