Sol og Strand-fonden giver en million til nødhjælpsorganisationerne

4. marts 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Seks danske nødhjælpsorganisationer modtager i løbet af få dage tilsammen en donation på en million kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, der er hovedejer af Sol og Strand Feriehusudlejning.

Donationerne sker for at støtte organisationernes humanitære indsats i det krigshærgede Ukraine.

Jens Stadum, der er bestyrelsesformand i Sol og Strand-fonden, siger i en pressemeddelelse:

“Det ukrainske folk går i disse dage og nætter gennem ubeskrivelige rædsler, mens krigen raser. Det rammer børn, kvinder og mænd i alle aldre. Og vi ved godt, at en million kroner kun er en dråbe i havet i forhold til af afhjælpe den nød, der opstår for de mennesker, der på så mange måder rammes af krigen”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er blandt andet skabt til at gøre en gøre en forskel, hvor der er humanitære behov. Derfor har vi i solidaritet med det ukrainske folk – og med stor ydmyghed for den opgave, nødhjælpsorganisationerne udfører for at afhjælpe ukrainernes nød – besluttet ekstraordinært at donere samlet en million kroner fra fonden til den humanitære indsat i Ukraine”.

Og på Sol og Strands bureau på Als, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og til Kolding, glæder man over, at overskuddet fra udlejningen af sommerhuse og ferieboliger i området, endnu engang kan gøre en forskel for mennesker, der har et behov.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi er som alle andre virkelig berørt af den situation, ukrainerne står i, mens et stort naboland med vold forsøger at tage friheden fra dem. Det er så vildt at se, hvordan mennesker sætter liv og lemmer på spil for at bevare friheden. Og sådan en dag, hvor vores ejer, Sol og Strand-fonden, kan donere en million kroner til de mennesker i Ukraine, der lige nu befinder sig midt i en krig, er man virkelig stolt over at være en del af Sol og Strand”, siger Henrik Høi, der er chef for Sol og Strands bureauer på hele strækningen fra Als, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og til Kolding.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ejerrådgiver Per Clausen, supplerer:

“Donationen til Ukraine kommer oven i de donationer, vi giver i til ”den lokale håndsrækning” i de lokalområder, hvor vi udlejer 6.500 private sommerhuse ud til danske og udenlandske feriegæster, og de donationer til velgørende organisationer, Sol og Strand-fonden giver i forvejen”.

Pengene fordeles ligeligt mellem følgende humanitære organisationer: UNICEF, Røde Kors, Red Barnet, Læger Uden Grænser, Folkekirkens Nødhjælp og UNHCR, FNs Flygtningeorganisation.