Byggefestivalen vender tilbage til Als med fem dage fyldt med hygge, fællesskaber og masser af kreative byggerier. Festivalen har fundet sig godt til rette på Kær Vestermark, og fra den 14. til 18. juli 2026 bliver området igen forvandlet til et levende samlingspunkt for mennesker med lyst til at skabe med hænderne.
Festivalen er for alle med skabertrang og bygger på idéen om at hygge og bygge med både tanke og omtanke i naturskønne omgivelser på Kær Vestermark. Det er uden betydning, om man har stor håndværksmæssig erfaring eller aldrig har haft en hammer i hånden før.
På Byggefestivalen er der både faglig støtte, vejledning, værktøj og materialer til rådighed, så alle kan komme i mål med deres projekter. Alt, hvad deltagerne bygger, får de med hjem som et varigt minde.
Billetsalget er allerede i gang, og arrangørerne lokker med lavere priser for dem, der er tidligt ude. En partoutbillet koster i øjeblikket 600 kroner, mens en endagsbillet for voksne koster 250 kroner. Det er vel at mærke en særlig early-bird-pris, som gælder ved køb nu.
Alle billetter inkluderer genbrugstræ som byggemateriale, lån af værktøj, hjælp til selvhjælp, koncerter, workshops, foredrag, camping i eget telt samt medlemskab af Foreningen Byggefestival Skaberkraft 2026.
Byggefestivalen opstod på Djursland i 2007 som et rum for meningsfuldt samvær for mennesker med lyst til at skabe noget sammen. Siden har festivalen udviklet sig til et samlingspunkt, hvor håndværk, fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd. Atmosfæren beskrives som afslappet, tryg og intim, og udover selve byggelandet byder festivalen også på koncerter, kreative workshops, inspirerende talks, madoplevelser og aktiviteter for børn.
Sidste år gav flere af SønderborgNYTs læsere udtryk for, at de slet ikke havde været klar over, at Byggefestivalen fandt sted. Ifølge kritikken havde markedsføringen ikke været særlig massiv, og nogle mente derfor, at arrangementet var fløjet under radaren og dermed ikke kunne besøges på grund af andre planlagte aktiviteter i sommerferien.
Byggefestivalen modtog økonomisk støtte sidste år fra Sønderborg Kommune og søgte dengang om 165.000 kroner. Efter den politiske behandling endte det med et tilskud på 70.000 kroner, og det er endnu uvist, om kommunen støtter byggefestivalen i år.
Byggefestivalen løber altså af stablen på Kær Vestermark fra den 14. til 18. juli 2026, og billetter kan købes på Byggefestivalens hjemmeside.



















