SONFORs bestyrelsesformand gav generalforsamlingen en status

1. juni 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

På generalforsamlingen forleden i Sønderborg Forsyning, som siden netop generalforsamlingen har heddet SONFOR, gav bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby en status på, hvordan det går i selskabet.

”I Sønderborg Kommune går det godt med affaldssorteringen. Vi har halveret mængde af affald til forbrænding siden 2020. I 2022 blev der sparet 1225 ton CO2 alene ved at husstandssortere og genanvende plastik fremfor at forbrænde det. Fra juli 2023 bliver tekstilaffald, der genanvendes til bl.a. isolering, en del af affaldssorteringen”, sagde Ellen Trane Nørby i sin beretning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Meget lidt spild

”I SONFOR er drikkevandet rent og indeholder ikke PFAS. Det strategiske 2025-mål om under fem procent vandspild i vores ledningsnet blev nået i 2022 og fjernvarmeudrulningen på Nordals gør store fremskridt. I 2022 blev 564 kunder tilkoblet. Guderup og ferieresortet er næste mål. Undersøgelser er i gang om udvidelse af fjernvarmeområdet, og tidsfristen for tilslutning i flere mindre landsbyer er den 5. juni”, sagde formanden.

”Ved udgangen af 2022 er der kloaksepareret 83 procent af kloakkerne i Sønderborg Kommune og lukket 13 overløb. Med et nyt renseanlæg skal spildevandet renses endnu bedre, så der kan sikres et bedre havmiljø”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette blev også godkendt

Bestyrelsesmedlemmerne i SONFOR modtager et vederlag for deres ansvar og indsats. Fremadrettet vil vederlaget blive pris- og lønreguleret en gang om året. Vederlaget har ikke været reguleret siden i 2010, og der bliver derfor lavet en teknisk korrektion med tilbagevirkende kraft i 2023.

Vedtægterne blev ændret, så navneændringen kunne finde sted, ligesom der blev indført mulighed for at udvide bestyrelsen fra 9 til 11 medlemmer.

De nuværende fire renseanlæg er i Sønderborg Spildevandsforsyning A/S årsrapporten 2022 nedskrevet med 89 millioner kroner, som giver et underskud, der naturligt også afspejles i Holding A/S. Denne afskrivning er regnskabsmæssig praksis og kommer ikke til at påvirke taksterne eller kunderne negativt, og er tværtimod en investering i fremtiden.

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...