Spar op til 8.000 kroner ved at skifte gasfyret ud

Skift gassen ud med fjernvarme eller en varmepumpe og spar penge
Skift gassen ud med fjernvarme eller en varmepumpe og spar penge
11. maj 2023 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Hvis du er boligejer og har et gasfyr, som du gerne vil skifte ud med en anden varmekilde, så er det muligt at spare penge ved at søge Afkoblingspuljen, som åbnede for ansøgninger i går, onsdag.

”Man bliver betalt for at blive afkoblet gasnettet og det er den aktuelle pris det koster at blive koblet af, som her i vores område ligger på omkring 6.400 kroner, man kan søge i puljen, men der gives tilskud helt op til 8.000 kroner, hvis det er det, som det koster”, siger bygningskonstruktør og energikonsulent Charlie Lemtorp fra virksomheden Transition ApS i et tv-interview til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Afkoblingspuljen er på 139 millioner kroner og boligejere kan søge puljen på hjemmesiden Evida.dk og det er godt at være forberedt, inden der logges ind på ansøgningsskemaet.

”For det første skal boligejeren have styr på, hvilken varmekilde, der skal skiftes til og hvilken dato den nye varmekilde bliver installeret, så man ved, hvilken dato, der står en ny varmekilde i boligen – og så skal boligejeren finde sit installationsnummer frem. Men ellers kræver det ikke det store at søge afkoblingspuljen”, siger Charlie Lemtorp.

Artiklen fortsætter under annoncen

Afkoblingspuljen for 2023 åbnede første gang den 3. januar, hvor puljen var på 100 millioner kroner, men på blot 20 dage var puljen brugt, så det er vigtigt at søge hurtigt i den nye pulje på 139 millioner kroner.

”Der er en meget stor efterspørgsel på Afkoblingspuljen – ikke kun i Sønderborg, men i hele Danmark. Interessen for at skifte gasfyret til en anden varmekilde er stor og i Danmark er der et stort flow i udskiftning af gasfyr”, siger Charlie Lemtorp til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

På hjemmesiden SparEnergi.dk kan alle boligejere blive inspireret yderligere og er der brug for hjælp, så er der gratis telefonrådgivning på telefonnummer 3115 9000.

Det er de to politiske aftaler om inflationshjælp og vinterhjælp, der sikrer, at der er sat yderligere 139 millioner kroner af i 2023 til at dække gebyret for afkobling fra gassystemet for kunder, som skifter gassen ud med en anden varmekilde.

Du kan se hele tv-indslaget med Charlie Lemtorp her på SønderborgNYT TV.