I starten af januar betød en kombination af nedbør, vandmættet jord og tøbrud, at den transportledning, der fører spildevand under Alssund til renseanlægget ved Kær Vestermark, blev overbelastet.
Det medførte, at der løb ca. 550 m³ blandet spildevand og regnvand ud ved et nødudløbsværk ved Surløkke, hvor vandet strømmede ned i en bæk og videre ud i Alssund.
“Det må under ingen omstændigheder ske og er selvfølgelig ikke godt nok, men heldigvis er det så små mængder, at der ikke er tale om en miljøkatastrofe. Vi kan endda ikke rense det forurenede vand op, da det ikke kan ses i bækken”, siger SONFORs direktør, Christian Udby, til SønderborgNYT.
Hændelsen får nu SONFOR til at fremskynde omkoblingen af det kloaknet, som de seneste år er blevet separeret i Nybøl, så der bliver taget noget af presset af kloaknettet, som i længere tid har været udfordret af de store mængder nedbør.
De sidste to år har været de mest regnfulde i Danmark i mands minde, og det har sat pres på kommunens kloaknet. Derfor har SONFOR i de senere år arbejdet målrettet på at reducere overløb. I den forbindelse er mere end 30 overløbsrør blevet lukket, og antallet af kendte overløbshændelser er omtrent halveret.
“Vi arbejder allerede på at få mere data og viden om vores spildevand ved at udvide overvågningen af antallet af overløb. Men vi kommer heller ikke uden om, at vores rensestruktur er bygget til en anden tid og et andet behov. Det understreger i den grad nødvendigheden af at få bygget en ny, tidssvarende rensestruktur,” siger Christian Udby.
Omkring 2030 skal et nyt renseanlæg og rensestruktur stå klar i Sønderborg, og denne – samt lignende hændelser – vil ikke få betydning for de allerede konkrete planer.
“Det glæder mig, at vi for noget tid siden har påbegyndt projektet med en ny rensestruktur i Sønderborg Kommune, og at vi er godt i gang med planlægningen. Der er her taget højde for de stigende vandmængder, og vi knokler for at få blandt andet de nødvendige tilladelser på plads, så vi kan komme igang”, siger SONFORs direktør.
Også kloakkerne rundt omkring i kommunen er med i de nye planer, herunder de afløbsrør, som transporterer regn- og spildevand til renseanlægget ved Kær Vestermark.
“Det rør, som løber under Alssund, er fra 1988 og blev dimensioneret ud fra datidens regnmængder. Nu er vandmængderne øget voldsomt, og det betyder, at rørene simpelthen er for små. Derfor arbejder vi hårdt på at få opgraderet hele systemet,” siger Christian Udby.
SONFOR har anmeldt hændelsen med overløbet i Nybøl til både Sønderborg Kommune og Miljøstyrelsen, og direktøren forventer at få et påbud i den nærmeste fremtid.