Udflytning af statslige arbejdspladser vil ikke i sig selv kunne vende udviklingen i landdistrikterne.
Det siger professor og leder af Center for landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, Anne-Mette Hjalager.
Udtalelsen kommer, efter at Dansk Folkeparti har navngivet 12 arbejdspladser – hovedsagelig statslige styrelser – som ifølge partiet kan flyttes fra hovedstadsområdet til provinsen for at skabe mere liv vest for Valby Bakke.
“Der er ikke helt styr på proportionerne i det her. Selvom det da kan give et tilskud, så tror jeg ikke, at der findes statslige styrelser og arbejdspladser nok til at vende den her udvikling”, siger hun ifølge TV SYD.
“De statslige arbejdspladser kan ikke modsvare det samlede billede af, hvad der er sket de seneste mange år”, siger hun og fortsætter:
“Skolevæsnet, ældreforsorgen og administrationen er i den grad blevet centraliseret. Og hvis du ser på regionerne er billedet det samme med blandt andet sygehusvæsnet og psykiatrien. Det samme er sket inden for Forsvaret”.
“Der er nogle enorme kræfter i spil i både kommuner, regioner og ikke mindst på det private arbejdsmarked”, siger Anne-Mette Hjalager.