Interessen er stor for et fælles tilbud, der skal gøre det lettere og billigere for boligejere i Sønderborgområdet at skifte til varmepumpe, for mere end 150 borgere har allerede meldt sig til informationsmøder senere i denne måned om projektet, som er åbent for alle uden for fjernvarmeområderne.
Tilbuddet er lavet i samarbejde mellem lokale landsbylaug og ProjectZero og tanken er at hjælpe boligejere gennem processen og samtidig undersøge, om prisen kan blive lavere, hvis flere går sammen.
“Det er meget positivt at se den store interesse. Mange boligejere står over for en vigtig beslutning, når de skal skifte deres fyr ud, og jeg håber, vi kan hjælpe en masse sønderborgere med at gøre processen så enkel og økonomisk attraktiv som muligt”, siger Sarah Nesbigall Thun, projektleder i ProjectZero.
Rådgivningsvirksomheden Transition skal rådgive borgerne om varmepumper og hente tilbud hjem fra forskellige firmaer, som borgerne senere kan tage stilling til. Samtidig er der mulighed for at søge tilskud gennem varmepumpepuljen og afkoblingsordningen for dem, der skifter fra gasfyr.
Målet er, at deltagerne kan have deres nye varmepumpe ved udgangen af 2026.
Borgere, der vil høre mere om projektet, kan komme til informationsmøder mellem den 16. og 25 marts 2026 i Lysabild, Sundeved, Augustenborg, Sønderborg, Broager og Svenstrup, og det er også muligt at deltage online den 23. marts 2026.
Tilmelding og information om møderne samt mulighed for at melde sin interesse for at få installeret en varmepumpe findes på ProjectZeros hjemmeside.



















