Strikkefestival vækker minder om byens gamle spinderi

Et stort garnnøgle står nu i krydset mellem Perlegade og Jernbanegade

Et stort garnnøgle står nu i krydset mellem Perlegade og Jernbanegade

DET SKER Skrevet af: Sissel Vinther

Om kort tid fyldes Sønderborg af garn, håndarbejde og kreative sjæle, når den tredje udgave af Sønderborg Strikkefestival løber af stablen. Det sker fredag den 14. og lørdag den 15. juni, men allerede nu kan man se, at der er noget i gære i byens gader. Tove Pelle fra bestyrelsen i Garn uden Grænser fortæller til SønderborgNYT, at pynten ikke bare handler om hygge, men også om at knytte nutidens strikkeglæde til byens historie.

“Vi har gang i optakten til strikkefestivalen, og det markerer vi ved at pynte træerne og sprede lidt garnstemning i byen. Tanken opstod, fordi garn faktisk engang var Sønderborgs varetegn. Vi havde et stort kamgarnsspinderi med en skorsten, man kunne se helt fra Dybbøl. Det var en kæmpe arbejdsplads dengang”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kamgarnsspinderi lå tæt på jernbanen og var aktiv fra 1920’erne og frem til 1980’erne. Det leverede garn til tekstilindustrien og var i en periode en af byens største arbejdspladser. Den høje skorsten blev et synligt vartegn for byen, indtil spinderiet lukkede i 1980’erne.

Derfor er der nu igen garn i gadebilledet: Flere af træerne i den nederste del af Perlegade er blevet pyntet med farverige garnfigurer, og store garnnøgler er dukket op rundt omkring – to af dem står ved Borgens indgang, og et nyt er netop blevet sat op i krydset mellem Perlegade og Jernbanegade. Garnnøglerne er fremstillet af brugere fra SAABU, der tilbyder beskyttet beskæftigelse under Sønderborg Kommune. Alt garnet er doneret af Røde Kors.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag handler strikkefestivalen mere om kreativitet og fællesskab. Lone Pelle var blandt dem, der satte garnfigurer op nederst i Perlegade – og reaktionerne lod ikke vente på sig.

“En mand stoppede op, kiggede på det hele og sagde, at det var fedt, fordi det var ægte og lavet i hånden – og ikke noget plastik, man bare havde købt. Det er den slags reaktioner, der gør det hele værd,” fortæller hun.

Festivalen tyvstarter fredag den 13. juni med foredrag og workshops i Multikulturhuset. I weekenden fortsætter programmet med endnu flere workshops og over 30 stande på Kasernen, hvor man kan finde garn, opskrifter og udstyr til håndarbejde. Der vil også være åbne udstillinger med vævning, maskinstrik og spinding – og det lokalhistoriske arkiv inviterer indenfor.

Artiklen fortsætter under annoncen

“For mig er garn og strik min mindfulness. Det slapper jeg af med. Og så er det en hobby, der er sjov at kombinere med frivilligt arbejde. Festivalen tiltrækker både lokale og besøgende, og vi har udstillere fra hele Danmark – også kendte navne. Hvis man strikker, så ved man, at det er lidt en verden for sig”, forklarer Tove Pelle.

De to foregående år har omkring 1100 gæster lagt vejen forbi Sønderborg Strikkefestival, og arrangørerne håber på et lignende besøgstal i år.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...