Næsten hver tredje borger afslutter sit ressourceforløb med at blive visiteret til et fleksjob eller komme i job. Godt halvdelen af borgerne i ressourceforløb har fået en større tro på en fremtid på arbejdsmarkedet.
Det viser en analyse, som KL udgiver med publikationen ”Fra førtidspension til ressourceforløb – Indblik i udfordringer og jobcentrenes indsats”.
Hertil kommer, at hver tredje borger er blevet bedre til at tackle sine helbredsmæssige problemer og har efterfølgende mindre brug for hjælp fra det offentlige.
Det betyder samtidig, at to ud af tre ikke kommer i beskæftigelse samt at to ud af tre i ressourceforløb ikke bliver bedre til at tackle helbredsmæssige problemer eller får brug for mindre hjælp.
”De positive vurderinger skal dog ikke få os til at hvile på laurbærrene. Der vil fortsat være et stort udviklingsarbejde for at skabe en endnu bedre sammenhængende indsats i kommunerne, hvor ressourcer fra beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet skaber forandring og nye muligheder i borgernes liv,” siger formand for KLs arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Thomas Kastrup-Larsen til KL.dk