Sundhedscentret hjælper kronisk syge med at holde sygdommen i skak

Motion giver velvære.
Motion giver velvære.
17. november 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

I Sundhedscentret er der en forebyggende enhed, som hjælper eksempelvis kronikere som diabetikere, mennesker med hjerte-kar-sygdomme, KOL-patienter, kræftpatienter, mennesker med kroniske smerter, angst og depressioner.

“Vi behandler ikke deres sygdomme, men lærer dem at leve med de udfordringer, som sygdommene giver. Vi giver dem en forståelse for deres sygdom og kan på den måde være med til at forebygge, at deres situation bliver forværret”, siger sundhedsvejleder Berit Nissen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

De mennesker, som kommer ind af døren i Sundhedscentrets forebyggelsesenhed, har enten selv henvendt sig eller også er de blevet sendt dertil af eksempelvis egen læge.

“Det allerførste, som de oplever, det er en afklarende samtale om deres udfordringer og hvad der er på spil. Vi kan så henvise til et eller flere forløb her i huset eller – hvis det ikke er et forløb hos os der er det rette – hjælpe dem i den rigtige retning”, siger Berit Nissen, som har været i Sundhedscentret i otte år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun fortæller videre, at den afklarende samtale ikke blot fokuserer på sygdommen eller den udfordring, der har fået borgeren til at henvende sig.

“Vi ser på hele mennesket, tænker det fysiske, det sociale og og det psykiske ind. Tager vi som eksempel smertepatienter, så vil udfordringer med økonomien, manglen på søvn og andre ting spille meget ind på smerterne”.

Du er selv aktiv

Når man kommer på hospitalet, så bliver man behandlet for en sygdom eller en skade – og i den verden er det lægerne, som fortæller, hvad der skal ske.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Gennem vores forløb, der er den enkelte selv med til at præge sit sygdomsforløb og det er vores mål, at vores brugere finder balancen i deres tilværelse, lærer at mestre hverdagen. Nogle kommer ind med de samme udfordringer, men får ikke samme tilbud, fordi mennesker er forskellige og det der virker for den ene, gør det nødvendigvis ikke for en anden”, siger Berit Nissen.

Hun fortæller videre, at overvægtige kan få hjælp – og man er også velkommen til en samtale om sit alkoholforbrug.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nogle synes, de har et merforbrug i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og nogle vil bare have en snak om deres forbrug”, siger Berit Nissen og tilføjer, at når det handler om sundhed, så handler det også om valg.

“Og omstændighederne, når vi vælger, spiller en stor rolle”.

Gruppeforløb har flere fordele

Sundhedscentret tilbyder både individuelle og gruppeforløb og hvilket den enkelte får, beror på den sundhedsprofessionelles vurdering

“Rigtigt mange har stor gavn af gruppeforløbene, hvor de dels opdager, at de ikke er alene om at være udfordret og også får nogle, som de kan snakke eksempelvis et liv med KOL med”.

Artiklen fortsætter under annoncen

På et tidspunkt i de forskellige forløb, vurderer Sundhedscentrets ansatte, at samarbejdet skal rundes af.

“Hvor lange forløbende er og hvilket tilbud den enkelte borger får, beror på en faglig vurdering fra den enkelte sundhedsvejleder”, siger Berit Nissen.