Onsdag eftermiddag var Sundhedsudvalget på besøg på Vøl-Bo Gade hos Kirkens Korshær, som kunne fortælle, at de har købt nabogrunden, hvor der skal være små lejligheder med eget køkken og bad til hjemløse.
“Når de er klar, så lukker vi herbergsbygningen og så kommer de hjemløse til bo nogenlunde på samme måde, som når de får en lejlighed”, sagde korshærslederen, Vivi Ravnskjær Terp, til politikerne, forvaltningsdirektøren og sundhedschefen.
I en af Kirkens Korshærs bygninger er der et tomt rum og det fik gæsterne lov til at træde ind i.
“Det skal være vores sundhedsrum, men først skal der lige flyttes en væg, så her bliver lidt mere plads. Via en arv har vi penge til en del af det inventar, som vi gerne vil udstyre lokalet med”, sagde korshærschefen. Det kom frem, at en stor del af brugerne i Kirkens Korshær yderst sjældent kommer i kontakt med læge, tandlæge eller resten af vores sundhedsvæsen. En af flere grunde er, at der i sundhedsverdenen taler et sprog, som en stor del af de udsatte slet ikke forstår. Det er også svært at rumme et sygehus, når det vigtigste i verden er tryghed.
Frivillige løfter mange opgaver
I Kirkens Korshærs Varmestue er der 37 frivillige og en af dem har været lærer på Ahlmann-Skolen i 38 år.
“En dag bemærkede jeg, at der var en genbrugsbutik i nabobygningen og på et tidspunkt havde jeg en klasse med hernede og fik et godt indtryk af stedet, Det gjorde, at da jeg gik på pension, så kørte jeg herind og tilbød min hjælp nogle timer om ugen”.
En anden frivillige kommer fra brugergruppen og for to år siden blev hun beboer på herberget i forbindelse med en skilsmisse.
“Efter en kort tid på herberget fik jeg en lejlighed, men jeg kunne mærke, jeg havde brug for at komme her, så jeg har været frivillig lige siden”, sagde hun.
Varmestuen virker som tryghedsbase for mange af brugerne, et sted, hvor de altid kan komme og altid finde en, som de kan snakke med, En som både kan følge og forstå det, som de siger. Se dem, som de er.
“Alle andre er optaget, så man skal bare være sig selv”, sagde ‘Mor Danmark’, en bruger som har gået på landevejen. Varmestuen kan rumme dem alle, som de nu en gang er.
Psykisk syge misbrugere
Der blev også talt om, hvor svært det er at få hjælp til psykisk syge misbrugere.
Når en misbruger, som har en psykiatrisk diagnose henvender sig på Misbrugscenter, så kan de sende hende til psykiatrien, fordi hun har en diagnose – og psykiatrien kan sende hende retur, fordi hun er misbruger.
“Det er et problem og det må der findes en løsning på. I øjeblikket er Region Syddanmark i gang med at se på det”, sagde sundhedsudvalgets formand, Didde Lauritzen, som også er læge.
Bo Kleis Christensen fra Nye Borgerlige var også med på besøget hos Kirkens Korshær og han fortæller SønderborgNYT, at hæftede sig ved, at hos Kirkens Korshær handler det meget om relationer.
“Det er relationer mellem personale og de frivillige samt brugerne, mellem de frivillige og brugerne, der giver tryghed for dem alle og dermed også tillid. Og har brugerne tillid til personalet, så får personalet også lov til at hjælpe dem”.
Du kan SE BILLEDER HER.




















