Sus Beckedorf fik lørdag aften overrakt Musikrådets Pris for sin store indsats som blandt andet korleder for Ulkebølkoret, Fællessang i Alsion og indsatsen som formand for Sønderborg Musikforening.
Sus Beckedorf til venstre står med beviset på sin pris. Til højre er Mette Marckmann.
“Det er flot, man kan få en pris for at beskæftige sig med det, som man har allermest lyst til”, siger Sus Beckedorf, som også får nævnt, at hun vist er den første prismodtager nogensinde, der bruger stok.
Jesper Hindø fra Sønderborg Musikskole fik også en pris for sit fantastiske arbejde i Sønderborg Musikskole, hvor han er med til at dygtiggøre lokale talenter, så flere af dem slipper gennem nåleøjet til musikkonservatorierne.
Det var leder af Sønderborg Musikskole, der i rollen som formand for Sønderborg Musikråd overrakte priserne.
“Det har været svært at vælge blandt alle de niominerede og det kan
Jesper Hindø fik en pris for sin indsats som blandt andet musikpædagog – og han afslører, han slet ikke er pædagoguddannet.
sagtens tænkes, at nogle bliver sure. Men I må bære over med os”, sagde Jan Østergaard, inden han afslørede de to navne.
Fokus på sønderjysk
Gennem hele aftenen var Art Ensemble Syd på scenen og de leverede musik til de tre mennesker, der havde fået til opgave at kæde aftenen sammen.
Nemlig Mette Marckmann, Søren Friboe og Thomas Buttenschøn.
“Vi skal have en dejlig aften, hvor vi taler sønderjysk og synger sønderjyske sange”, siger Mette Marckmann og det lå jo lige for, at Søren Friboe sang nogle af Martin N. Hansens sange.
Og publikum hørte med egne ører, at Thomas Buttenschøn sagtens kan tale sønderjysk:
“Det er let nok. Man skal bare vende tungen forkert, så kommer det”, siger han. Første gang han hørte sønderjysk var i København, når kæresten, som han nu er gift og har børn med, ringede hjem.
“Det lød simpelthen så sjovt, så jeg tænkte, at det måtte jeg lære”, siger han. Thomas Buttenschøn og hans kone har boet to år i Broager.
Thomas Buttenschøn fortæller om sin vej til og fra Broager.
“Hun sagde pludselig, at vi skulle flytte til Broager og jeg sagde nej. Og så flyttede vi herover”, siger han. I dag er adressen i København, selvom Thomas Buttenschøn havde det herligt med at bo i Broager.
“Jeg lærte sproget, lærte at spise masser af kage og efterhånden ku’ jeg heller ikke li’ sorte mennesker, så jeg var faldet godt til”, siger han. Han fik tænkt på en idé om at lave noget i sin mors hjemland, Zambia, igennem og opholder sig meget i USA, så der kommer en film og en støttekoncert i Zambia, der skal gøre, at mennesker i Zambia kan blive testet for HIV.
“Det er det dejlige ved Broager. Der er intet at lave, når man ikke lige spiser kage, så der er plads til at tænke”, siger Thomas Buttenschøn. Huset i Broager er til salg.
“Det var konen, der ville tilbage til København og jeg sagde nej. Og så flyttede vi”, siger han.
