Røde Kors hylder i samarbejde med Coop, Roskilde Festival og Kræftens Bekæmpelse Danmarks fantastiske frivillige. Dem, der har overskud til at være noget for os andre, for fællesskabet, for de ensomme, misbrugerne, eller bare de skolebørn, der har svært ved matematik.
På Fantastiske Frivilliges hjemmeside har folk i hele landet skrevet om godt 500 kandidater, som de synes, fortjener en pris for deres indsats – og nu har Røde Kors og samarbejdspartnerne fundet ti finalister, der skal til København for at blive hyldet.
“Den 30. november er jeg inviteret til konference om frivillighed, hvor Røde Kors også vil kåre og offentliggøre vinderen af Fantastiske Frivillige. Vinderen er én af de 10 finalister, men har ikke fået besked endnu og han eller hun får det først at vide, når de kårer vedkommende til selve konferencen”, siger Svend Schütt til SønderborgNYT. Han er med rette stolt over at være blandt de ti finalister.
“Ja, bare det at være blandt de 500 på hjemmesiden er jo flot, fordi der er jo nogen, der har bemærket det arbejde, som frivillige går og laver”, siger Svend Schütt.
Han kan følges til København med endnu en finalist. Nemlig Henrik Christensen fra FDF Gråsten.