Efter sommeren vil PostNord Sverige begynde at teste SwipBox-pakkebokse som en del af et pilotprojekt i Stockholm.
Det betyder, at SwipBox-løsningen vil have bredt sig over hele Skandinavien.
Helena Sjöberg, Last Mile Business Developer hos PostNord, glæder sig til at søsætte projektet i Sverige:
”Fordi pakkeboksene betjenes via Bluetooth, kan hver enkelt boks åbnes med PostNords app, både fra kurererne og brugernes telefoner. Vi oplever en enorm efterspørgsel på nye last mile-løsninger, og derfor er vi glade for at kunne begynde at afprøve dette koncept. Pakkeboksene er en god tilføjelse til vores eksisterende leveringsløsninger, og vi er spændte på at se, hvordan markedet reagerer”, siger hun i en pressemeddelese.
Gør det lettere at shoppe
SwipBox har udviklet de app-styrede pakkebokse, der er batteridrevne og er nemme at installere, fordi der ikke er brug for en udefrakommende energikilde eller en internetforbindelse.
”Vi er glade for at introducere dette nye last mile-system til PostNord og til de svenske borgere, og vi er ikke i tvivl om, at løsningen vil gøre livet lettere for svenskerne. Jeg er også meget stolt af at kunne bekendtgøre, at vores løsning nu er repræsenteret i hele Skandinavien”, siger SwipBox-grundlægger Allan Kaczmarek.
PostNord Sverige vil i testperioden i Stockholm, være den eneste kurér, der leverer pakker til pakkeboksene. Boksene vil blive evalueret løbende i testperioden, og hvis projektet viser sig at være en succes, vil flere pakkebokse blive sat op rundt omkring i landet.