Fredag er der reception i Sydbank i Sønderborg fra kl. 13 og det skyldes, at Hans Jørn Zachariasen er ansat som ny erhvervsdirektør.
“Jeg har været i Sydbank i snart tre uger og jeg er ved at falde godt til”, siger Hans Jørn Zachariassen til SønderborgNYT.
Erhvervsdirektøren kommer fra Danske Bank, hvor han har været, siden han var elev i filialen i Nordborg. Efter læretiden har han dygtigt sørget for ikke at hænge fast, men hele tiden arbejdet på at lære nyt.
“Efter jeg var færdiguddannet tog jeg til Danske Bank i Singapore og så til Glostrup, hvor jeg blev erhvervsrådgiver. Fra 2000 til 2003 var jeg i hovedsædet i København”.
Hans Jørn Zachariassen er vokset op på gården Majbøl ved Hørup og der bor han i dag.
“Vi har et fritidslandbrug og jeg vendte tilbage til hjembyen efter at have været en tur i Danske Bank i New York”.
I Sønderborg har Hans Jørn Zachariassen været i Danske Bank indtil 1. maj, hvor han skiftede til Sydbank.
“Jeg vil gerne arbejde i en bank med lokalt fokus og lokal forankring og det er lokalkendskabet, der gør, at det er mindre svært at sende penge til de rigtige projekter. Jo bedre vi kender kunderne, jo lettere er det at ramme de sunde virksomheder og projekter”, siger Hans Jørn Zachariassen.
Hans Jørn Zachariassen bruger en del af fritiden på fritidslandbruget hjemme i Hørup og så er hans med i Erhvervsklubben og Rotary.




















