Symfoniorkestret inviterer til Mozart-koncert

12. februar 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Sønderjyllands Symfoniorkester spiller et rent Mozart-program af tre værker, der viser udviklingen fra hans allerførste symfoni til den sidste og i midten af programmet er en af de højt elskede klaverkoncerter. Koncerten finder sted torsdag den 24. februar i Koncertsalen i Alsion.

Orkestrets chefdirigent Johannes Wildner dirigerer og Jasminka Stančul er solist i klaverkoncerten.

Koncertprogrammet starter fra begyndelsen med den 1. symfoni, skrevet af en kun 8-9 år gammel Mozart.

Lige fra barnsben både rejste og komponerede han, og hans første symfoni blev netop skrevet på en rejse til London omkring år 1765. Som barn komponerede han indenfor traditionen og symfonien, der har tre satser – hurtig, langsom, hurtig – emmer af fest og glæde, skriver Sønderjyllands Symfoniorkester i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter den 1. symfoni går rejsen 12 år frem i tiden til 1777 og Mozarts Klaverkoncert nr. 9. På det tidspunkt havde han sagt sin stilling i Salzburg hos fyrstbiskoppens store orkester op og var begyndt selv at udgive musik, undervise og optræde. Mozart var pianist, han skrev størstedelen af sine klaverkoncerter til sig selv og blandt hans mange værker træder disse klaverkoncerter frem med deres forunderlige kreativitet og skønne melodier.

Det er pianisten Jasminka Stančul, som er solist i klaverkoncerten med Sønderjyllands Symfoniorkester. Hun er født i Serbien. Her studerede hun, inden hun tog eksamen på Universität für Musik und bildende Kunst Wien. Siden 2019 er hun professor sammesteds.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Wien har desuden hun vundet den Internationale Beethoven-konkurrence. Hun har optrådt med en lang række orkestre i store dele af verden og har samarbejdet med dirigenter som Daniele Gatti, Fabio Luisi og  Semyon Bychkov. Jasminka Stančul har for nylig indspillet Beethovens 1. og 5. klaverkoncert samt Mozarts 9. og 27. klaverkoncert for selskabet col legno.

Orkestrets chefdirigent Johannes Wildner er tilbage i orkestret og leder publikum og orkester gennem Mozart-programmet, der afslutter med den sidste symfoni i rækken: nr. 41. I sommeren 1788 skrev Mozart hele tre symfonier, vi i dag kender som nr. 39, 40 og 41 – de tre sidste og største symfonier.

Artiklen fortsætter under annoncen

I de tidlige symfonier, som f.eks. den første symfoni, er der kun tre satser, men efterhånden var det blevet gængs med fire satser i symfonier, og det er der også i Mozarts 41. symfoni. Først efter Mozarts død fik symfonien sit tilnavn ’Jupiter’ på grund af musikkens storslåethed, der sidestiller værket med de allerstørste kunstværker nogensinde skabt.

Hvis du vil bruge en aften i selskab med Mozarts toner, så kan du din billet på symfoniorkestrets hjemmeside .