Symfoniorkestret i Sønderjylland bør fusionere med det tyske Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester i Flensborg.
Ideen blev skrottet for fem år siden, men nu tager kulturminister Bertel Haarder den op igen.”Jeg vil med det samme tage kontakt til Kiels kulturminister Anke Spoorendonk for at høre, om der stadig er interesse for ideen dernede og mulighed for at realisere det, der faktisk var enighed om for nogle år siden. Et samarbejde, som i den grad var til fordel for den danske side. Hovedsædet skulle være Sønderborg – det var en rigtig god model”, siger Bertel Haarder til Politiken.
Bertel Haarder mener, at man med sammenlægningen af de to orkestre i Sønderjylland og Slesvig-Holsten både kan spare nogle penge og højne kvaliteten. Han kalder det “ubegribeligt”, at man fra dansk side trak sig fra en aftale om at slå de to orkestre sammen i 2011, selv om oplægget var, at hovedsædet skulle have ligget i Sønderborg.
Udspillet fra kulturministeren kommer samtidig med, at han har foreslået, at flere danske landsdelsorkestre bør samarbejde og måske endda fusionere.
Ligesom statens øvrige institutioner bliver også orkestrene i disse år ramt af regeringens såkaldte grønthøsterbesparelser, hvor budgetterne år for år frem til og med 2019 bliver beskåret med to procent. En besparelse, der ifølge Landsdelsorkesterforeningen medfører, at de fem landsdelsorkestre tilsammen skal fyre 25 musikere.