For ledige og andre jobsøgende i Sønderborg-området er Jobfestival en mulighed for at komme væk fra skærmen og møde virksomhederne ansigt til ansigt. Når Sønderborg Kommune inviterer til Jobfestival torsdag den 12. marts, er fokus på uformelle snakke, konkrete spørgsmål og på at gøre næste skridt i jobsøgningen mere overskueligt.
Dagen er målrettet ledige og jobsøgende, men også nyuddannede, jobskiftere, elever, lærlinge, tilflyttere og internationale medfølgende ægtefæller, der gerne vil tættere på arbejdsmarkedet.
Her kan man møde virksomheder fra forskellige brancher, høre om aktuelle og kommende muligheder og få et mere konkret billede af, hvor der er brug for nye medarbejdere lige nu.
I løbet af eftermiddagen kan de besøgende blandt andet få et hurtigt CV-tjek med konkrete input, få vejledning og sparring om jobsøgning og den første kontakt til virksomhederne og tale med festivalguides, der hjælper med at finde rundt og få øje på relevante stande.
Unge, der kigger efter fritidsjob, kan også få rådgivning til, hvor de kan starte, og hvad der er godt at have med, når de tager den første kontakt.
JobFestival finder sted på Reimersskolen, Kirke Allé i Sønderborg torsdag den 12. marts 2026 fra klokken 14:00 til 16:00. Det er gratis at deltage, alle interesserede er velkomne uden tilmelding, og en oversigt over deltagende virksomheder findes på Sønderborg Kommunes hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















