Fredag formiddag var Carsten Porskrog Rasmussen fra Sønderborg Syd Rotary Klub på besøg på asylcentret i Augustenborg.
“Det er jeg, fordi Rotary-klubben og Kultur i Syd gik sammen og gav et beløb til asylcentret”, siger Carsten Porskrog Rasmussen, der mødte centerleder Rikke Lyngholm Bohlbro og medarbejder Niels Frederiksen, som fortæller, at asylcentret drives af en selvstændig afdeling i Tønder Kommune, som har en kontrakt med Udlændingestyrelsen.
De penge, som de to foreninger har givet til asylcentret, er brugt på et par fodboldmål, en playstation, tv, bordfodbold og et bordtennisbord.
“Det er vi rigtig glade for, fordi det gør, at vores beboere mødes på tværs af de afdelinger, de bor på – og selvfølgelig er især børnene glade for playstation “, siger Rikke Lyngholm Bohlbro til SønderborgNYT. Før centret fik donationen fra de to foreninger, så var der ikke meget, som beboerne kunne fordrive tiden med.
“Flere af dem gik ture i Augustenborg og op og ned ad gangene i centret, så vi er virkelig glade for, at vi kan gøre lidt ekstra for vores beboere”, siger centerlederen.
Lige nu bor der ‘kun’ omkring 40 ukrainske flygtninge i centret.
“Centret åbnende i marts sidste år, hvor krigen i Ukraine begyndte. Her er der værelser med bad og vi kan have beboere, som bruger kørestol, så forholdene er glimrende”, siger Niels Frederiksen og tilføjer, at bygningerne har plads til 400 flygtninge, men der kan på få dage sættes ekstra senge ind, så der kan huses 571.
Der kommer stadig ukrainere til Augustenborg
“To gang hver uge kommer der flygtninge til Augustenborg fra Sandholmlejren, hvor de alle bliver registreret og det går hurtigt med at få flygtningene videre fra Augustenborg og ud til de kommuner, hvor de skal have ophold”, siger Rikke Lyngholm Bohlbro.
Kort efter Ruslands angreb på Ukraine var det kvinder og børn, der flygtede. Mændene skulle blive hjemme og kæmpe mod de russiske tropper.
“Men nu kommer der også ukrainske mænd, fordi der er lavet en ordning, som gør, at mænd kan søge om tilladelse til at rejse ud. Det er muligt, hvis der er en i familien, som har brug for deres støtte – eksempelvis på grund af et handicap eller sygdom”, siger Niels Frederiksen.
Carsten Porskrog Rasmussen fra Rotary fortalte, at der er 5 millioner mennesker, som er internt fordrevne i Ukraine.
“Og så er der 8.200.00, som er flygtet ud af landet”, siger han og tilføjer, at befolkningstallet er 44 millioner.


















