Der er et nyt ansigt på vej ind i ledelsen af ældreområdet i Sønderborg Kommune. Fra 1. marts tiltræder Thomas Dam som chef for Plejecentre og Kontrakter og overtager posten efter Lene Gram Herborg. Skiftet sker i forbindelse med, at Lene Gram Herborg er blevet chef for Sundhed og Unge, og markerer samtidig et nyt kapitel i forvaltningen Omsorg og Udvikling.
Thomas Dam kommer fra en stilling som fagchef i Tønder Kommune og har gennem en årrække opbygget et indgående kendskab til kommunal drift, ledelse og strategisk udvikling.
Stillingen i Sønderborg Kommune får han pr. 1. marts 2026.
Med ansættelsen fortsætter arbejdet med helhedspleje på plejecentrene, tættere samarbejde med pårørende og civilsamfund samt dialog med eksterne leverandører. Direktør for Omsorg og Udvikling, Klaus Liestmann, ser frem til samarbejdet.
“Med Thomas Dam får afdelingen en chef med mange års erfaring og et stort potentiale for nytænkning, relationel koordinering og teknologisk udvikling. Der er fundet et godt match, fordi Thomas Dam har et solidt fundament for at fortsætte udviklingen af området ved at styrke ledelsen, både gennem individuel lederudvikling og udvikling i ledergruppen. Samtidig bringer han stærke kompetencer inden for økonomistyring og kontraktforhandling ind på området”, siger Klaus Liestmann i en pressemeddelelse.
Thomas Dam har været ansat i chefstillinger i Tønder Kommune siden 2013 og har blandt andet haft roller som fagchef for Borger, IT og Intern Service, borgerservicechef samt løn og forhandlingschef.
Senest har han været fagchef for Borger, Digital og Ejendomsservice og er uddannet inden for offentlig ledelse og administration.
“Jeg glæder mig til at træde ind i rollen og være med til at styrke de fællesskaber, der bærer Omsorg og Udviklings værdier og de seks spor, som er ledelinjerne for organisationen. Det er afgørende, at området udvikles sammen med borgere, pårørende, medarbejdere og civilsamfund, fordi løsninger bliver stærkere og mere meningsfulde, når fagligheder og mennesker mødes”, siger Thomas Dam.



















